Torsdag d. 28 Marts skulle slaget om norden (i nogen forstand?!) komme til at udfolde sig på Riisvangen – Aarhus Fremad Vs. Fc Royal.
Lad det være sagt på forhånd, at denne kamp bød på en særdeles bemærkelsesværdig detalje, idet bysbarnet Gus, var vendt tilbage til de kongeblå tropper. Selve kampen står lidt i en tåge for undertegnede, da konditionelle betingelser gjorde kampen til en temmelig langstrakt bjergbestigning.
Kampen begyndte med et lille Aarhus Fremad overtag: De var især dygtige til at spille mellem kæderne, hvor de kunne skabe overtag og komme til afslutning – dette blev anderledes i anden halvleg! Dog havde Royal gennemspilninger i højre side, hvor holdets engelske Adam huserede. Det førte bl.a. til et par Royal-chancer, hvor det med lidt held (og teknisk snilde?!) kunne være blevet til en føring. 1. halvleg var dog mest på Fremads præmisser, og havde med det lille spilovertag skabt sig i en frisparksposition få meter fra feltet, som Fremads svar på Helenius desværre satte i netmaskerne – hvem der begik dette frispark må gå hen i det uvisse. Fremads anden scoring faldt ligeledes efter en dødbold (et straffespark), hvor Royals ellers sikre sidsteskanse, Butterfingers, måtte se sig slået i den psykologiske dyst – hvem der så i øvrigt begik straffesparket, vil vi ikke gå nærmere i detaljer med (men han var bitter!) 1. halvleg endte 2-0, og der måtte rettes op i pausen.
Til anden halvleg var der foretaget ændringer: ind kom en frisk mand til midtbanen, og desuden lagde Royals Bull-dog, Thomas A, sig ned på en mere kontrollerende midtbaneposition. Dette skulle vise sig at være en gevinst. Boldovertaget vendte til Royals fordel, og dette resulterede i en række chancer, hvor især Coachen spillede en rolle. Efter en række mislykkede forsøg lykkedes det denne at brage et frispark i netmaskerne, hvor en chanceløs målmand apatisk måtte se til.
Efter målet var der et sandt stomløb mod Fremads mål, der må prise sig lykkelig for sejren. Royal kom frem til adskillige chancer, hvor Juncker bl.a. kom alene med målmanden. Juncker udtalte efter kampen, at han var sikker på at kunne placere bolden imellem benene på målmanden, hvilket uheldigvis viste sig ikke at være tilfældet. Kampen blev blæst af (af Royals importdommer) ved stillingen 2-1, og havde den varet 10 min. Mere, vil stillingen have været en anden.
2. halvleg viste, at der absolut er potential i Royale, og det må vides, at når vejr- og baneforhold bliver bedre, har vi absolut en kandidat til puljens mestre.