Blæsevejr er sjældent godt for noget – jo, vindmøller og drageflyvning, men så er det vist også det… Det var ej heller noget der gavnede fodboldspillet på en sommersøndag d. 2. juni, hvor de royale tropper var draget mod Ellekærskolen, for at indtage nyt territorium.
Rundens udfordrere bestod af Handelshøjskolen fodboldhold, som – i vores første møde – næsten var lykkedes at sætte en stopper for den royale point-høst. Med hårrejsende kuldegysninger tænkes tilbage på Pirlo’s forløsende sejrsmål til 4-3 scoret i sidste tillægsminut.
Med dette i mente og indtil flere halvblege royale ansigter at spotte – afslørende for et indtag af uforsvarlige mængder alkohol aftenen før – var der ingen tvivl om at dagens dyst mod BSS Sport endnu engang ville blive tæt.
Trods blæsevejr lykkedes det den royale midtbane at dominere og sætte sig på det meste af spillet i 1. halvleg. Der skal dog passere ca. 35 minutters spil, uden nogen nævneværdige episoder, før en decideret målchance opstår. Morten Backenhaus får vristet sig fri ned langs venstre sidelinje og sendt et hårdt fladt spark tilbage op til kanten af målfeltet. Her lægger Ronni, i krydsløb, bolden død for fødderne af Helge, som – så sikkert som amen i kirken – sender læderet ind til polering ved fjerneste stolpe – uden for målmandens rækkevidde. Et meget fornemt gennemspillet angreb og 1-0 til Royal.
1. halvleg bød ikke på mere action og royalisterne kunne gå til pause med en forsigtig 1-0 føring.
Den skadede, men efterhånden sidelinje trofaste, Bernie Mac var til pausen vendt tilbage fra scouting af en anden, netop færdigspillet, kamp i puljen. Her kunne han berette at opgøret mellem de 2 eneste reelle udfordrere til Royal om oprykningspladsen, Vejlby IK og HOG Hinnerup, var endt 1-1 og dermed kun til fordel for de kongeblå – et moralsk boost til 2. halvleg og endnu mere grund til kynisk at fortsætte sejrstimen, mens de andre snubler over hinanden. Et par skeptiske roligans på sidelinjen havde opgivet håbet om puljeopdatering til pausen, men den skinnebesværede udsendte trodsede handicappet og nåede tidsnok til Ellekærskolen med de gode nyheder: http://www.youtube.com/watch?v=x2-MCPa_3rU
2. halvleg indledes forholdsvist roligt og først efter ca. 20 minutter opstår en chance hvorved de royale bringer sig på 2-0. Ronni bliver sendt i dybden fra midtbanen med en bold, der efter et par berøringer på et dårligt underlag, er ved komme ud af kontrol. Målkongen bruger snarrådigt næsen og får sendt en lidt forkvaklet og stille, men velplaceret afslutning til modsatte stolpe, som til gengæld i den grad kommer bag på målmanden og fanger ham på det forkerte ben. Der bliver her vist særlig stor rutine i en situation der var tæt på at blive forspildt.
Reduceringen til 2-1 kommer af et drilsk indlæg der snyder både forsvarere, angribende modstandere, men desværre også målmand, således at bolden med et friskt blæs fra ”Katrina” finder vej til netmaskerne. Stillingen dermed på 2-1 og lidt for meget spænding tilbage i kampen.
Emil, som i dag var placeret på højrekanten, erobrede og omsatte en del udspark til chancer gennem hele kampen. I særdeleshed en situation, hvor den utrættelige terrier løber bolden op fra et udspark der går bag forsvaret og halvflugter den over en BSS målmand på skovtur. Målvogteren når dog tilbage til sit mål – idet bolden ”bouncer” på stolpen – og får lige nøjagtigt presset en ny-indskiftet Kresten, på toppen, til at sende riposten forbi – Stadig 2-1.
Med et par minutter igen kommer BSS meget tæt på en udligning. En angriber lusker sig bag forsvaret og jagter en bold i dybden, som bremses lidt i vinden så den ikke helt af sig selv når ned til den halvsløje royal-keeper, der måske godt kunne have været lidt mere let på tå i situationen. Selvsamme får dog afværget på en dobbeltredning i infight med BSS angriberen og favner bolden indtil dommerens slutfløjt.
FC Royal er nu på 31 ud af 33 mulige point og kun 1 point fra at sikre oprykningen til serie 2.
Emils kur mod tømmermændene var en uudtømmelig arbejdsmani på banen og denne resulterede i en velfortjent kåring til kampens spiller med imponerende 9 stemmer.
Af Daniel ”San” / Formand / Butterfingers / Per Pallesen / Mr. Reflex.