Bliv partner med Tåsinge Håndboldklub

For Tåsinge Håndboldklub er det vigtigt, at vi kender vores støtter og partnere, og at de kender os. Derfor har vi udarbejdet denne mere uddybende beskrivelse af, hvad man som partner kan forvente sig af samarbejdet, få et overblik over hvilken type partnerskab som passer bedst samt lære klubbens værdisæt at kende.

Beskrivelsen af partnerskaberne er vejledende. Kontakt os og hør, hvilken aftale vi kan lave med dit firma.


Tåsinge Håndboldklub ønsker at positionere sig som en klub for spillere i alle aldre, hvor der er fokus på at tiltrække og udvikle børne- og ungdomsspillere. Bredden er i højsædet og kampe vindes med Fair Play og ved brug af alle spillere. Klubben skal være kendt som et godt sted at komme, både for egne spillere og gæster og som en god platform for en håndboldkarriere. Dette opnås ved at alle med tilknytning til klubben, det være sig spillere, trænere, officials og forældre observerer og overholder klubbens kerneværdier, samt aktivt støtter op om de gældende strategi- og handlingsplaner.

Tåsinge Håndboldklub er også en sportsklub som aktivt vedkender sig sit sociale ansvar ved at tilbyde unge mennesker et sundt fritidstilbud i lokal området og medvirke til at udvikle deres sociale kompetencer og modne dem til et voksenliv med ansvar. Dette arbejde er du med til at støtte som partner i klubben. Partneren er med til at sikre at klubben og hallen altid står åben og er klar til at modtage de unge mennesker og give dem en god oplevelse.


Klubben arbejder aktivt med at kunne sikre de rette tilbud til øens unge mennesker og i 2018 indviede et nyt anlæg som betyder, at vi nu også tilbyder strandhåndbold. Det betyder også at vores medlemmer (Ca. 110 i 2023/24) og deres husstande vil være tættere knyttet til klubben og være tilgængelig for vore partnere igennem hele året.

Hertil kommer et udvidet samarbejde med Tåsingeskolen, hvor klubben stiller trænere til rådighed for skolen i idrætstimerne og herved også medvirker til at få tag i de som ikke naturligt ville opsøge et sportstilbud. For at kunne medvirke i folkeskolen og tage del i de unge menneskers valg af det sunde alternativ, er vi også tæt forbundet med vore partnere, således vi igennem den støtte kan stille vore ressourcer til rådighed.


Vi håber, at vi med dette tilbud kan tilbyde din virksomhed et godt og givende samarbejde som partner med Tåsinge Håndboldklub og give dig og din virksomhed en andel i arbejdet med at støtte de vigtige sociale aspekter i lokalområdet.


Selve den grundlæggende filosofi bag begrebet partnerskab er, at det skal være til fordel for begge parter. Dette betyder helt enkelt, at man bryder med den gængse tilgang imellem en idrætsklub og en sponsor, hvor samarbejdet er skåret ned til at være en kontant ydelse fra bidragyder til klub.


Når vi i Tåsinge Håndboldklub rækker ud med ønsket om et partnerskab, så sker det i en erkendelse af at vi kan blive bedre som modtager af denne støtte til at sikre der kommer noget retur til den som yder støtten. Det er også vigtigt, at sige at begrebet støtte også har fået en udvidet forståelse og det kan være tjenesteydelser eller at stille noget til rådighed for klubben på anden vis.

Det er derfor vi arbejder med begrebet værdi, da støtten som nævnt ikke behøver være i form af kontante ydelser.

Vores sponsorer