Historie

Klubben blev stiftet den 30. oktober 2002, som Frederiksberg Tomahawks og hørte til Frederiksberg Kommune.

Da Frederiksberg Kommune dog viste sig ikke at kunne stille tilstrækkelige baner til rådighed, skiftede man i 2006 til Københavns Kommune og kom i den forbindelse til at hedde Copenhagen Tomahawks AFC.

I 2013 ansatte klubben for første gang en betalt træner. I den forbindelse sløjfede man også “AFC”, så navnet fremover kort og godt var Copenhagen Tomahawks, endnu en årsag til dette var at man havde fået en fast flag football-afdeling tilknyttet klubben.

Klubben har deltaget i Dansk Amerikansk Fodbold Forbunds turneringer siden 2003, første år i en liga for nye hold og fra 2004 i divisionerne.

Klubben havde indtil 2007 kun et seniorhold, men til 2007-sæsonen stillede man for første gang med et U19-hold, som dog først rigtig var i stand til at deltage i turneringerne fra 2008-sæsonen, hvor man sikrede en flot 3. plads i Landsrækken (Øst).

I 2017 startede Copenhagen Tomahawks, som den første klub i Danmark, et rent kvindehold i amerikansk fodbold.

Sidenhen har det varieret fra sæson til sæson, hvilke hold klubben har kunne stille med.

I 2022 skiftede klubben navn til Copenhagen Raptors.