Vedtægter for fodboldklubben FC Culpa som vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 25. oktober 2006.
Kapitel 1
Indledende bestemmelser
§ 1. Fodboldklubbens navn er FC Culpa. FC Culpa har hjemsted Københavns Kommune.
§ 2. FC Culpa har til formål at give jurastuderende og andre muligheden for at spille fodbold.
Kapitel 2
Generalforsamlingen
§ 3. Generalforsamlingen er FC Culpas øverste myndighed. Medlemmer af FC Culpa, der ikke er i restance ved generalforsamlingens afholdelse, er stemmeberettigede.
§ 4. Formanden indkalder til generalforsamling senest 14 dage før dennes afholdelse pr. email til den siddende bestyrelse samt til de holdansvarlige.
Stk. 2. Ønsker man at opstille til bestyrelse eller som formand, skal dette meddeles den siddende formand senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 3. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse.
Stk. 4. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling kan ske ved skriftlig anmodning herom til formanden underskrevet af 1⁄2 af FC Culpas medlemmer eller 4 bestyrelsesmedlemmer. Formanden kan ligeledes indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 5. Der skal gives en frist på 10 dage fra indkaldelse til afholdelse af ekstraordinær generalforsamling.
§ 5. Dagsorden.
Valg af referent.
Valg af dirigent.
Formanden aflægger årsberetningen.
Fremlæggelse af regnskab.
Fastsættelse af kontigent for den kommende sæson.
De enkelte trænere fremlægger deres årsberetning.
Valg af FC Culpas formand.
Generalforsamlingen fastsætter antallet af medlemmer i FC Culpas bestyrelse
Valg af bestyrelse.
Forslag fra medlemmerne.
Eventuelt.
§ 6. Afstemninger sker skriftligt og afgøres ved simpelt flertal. Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt. Ved valg til bestyrelsen skal der stemmes på det antal personer, som svarer til bestyrelsens antal, excl. formanden.
§ 7. Én plads i bestyrelsen er reserveret henholdsvis førsteholdet, kandidatholdet, andetholdet og pigeholdet. De resterende pladser fordeles til de personer, som opnår flest stemmer.
Stk. 2. Såfremt et hold ikke har opstillet kandidater til bestyrelsen, fordeles pladserne til de personer, som opnår flest stemmer.
Kapitel 3
Bestyrelsen
§ 8. FC Culpas daglige ledelse varetages af bestyrelsen.
Stk. 2. Bestyrelsen fører protokol over sine møder.
§ 9. FC Culpa tegnes af formanden. Formanden skal være jurastuderende eller cand.jur.
Stk. 2. Bestyrelsen skal godkende større eller usædvanlige dispositioner
Stk. 3. Formanden og kassereren er de eneste, der kan disponere over klubbens konti.
§ 10. Bestyrelse udpeger og ansætter trænere og hjælpetrænere.
§ 11. Bestyrelsen kan til enhver tid nedsætte et udvalg bestående af personer, der ikke er medlem af bestyrelsen.
Kapitel 4
Revision
§ 12. FC Culpas regnskab revideres af den af bestyrelsen valgte revisor
Stk. 2. FC Culpas årsregnskab fremlægges til godkendelse på generalforsamlingen.
Stk. 3. Eksemplarer af det godkendte årsregnskab kan erhverves ved henvendelse til kassereren.
Kapitel 5
Vedtægtsændringer
§ 13. Ændring af disse vedtægter kan kun ske på FC Culpas generalforsamling.
Stk. 2. Beslutning om ændring af vedtægterne kræver 2/3 flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer af FC Culpa.
Kapitel 6
Fodboldklubbens opløsning
§ 14. Opløsning af FC Culpa kan kun ske på en til dette formål indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 2. For at opløsning kan ske, skal mindst 2/3 af FC Culpas stemmeberettigede medlemmer være tilstede og beslutningen vedtages med mindst 3/4 flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer. I modsat fald bortfalder forslaget.
Stk. 3. Ved FC Culpas opløsning overgår alle klubbens aktiver og rettigheder til Juridisk Diskussionsklub.
Kapitel 7
Ikrafttrædelse
§ 15. Disse vedtægter træder i kraft ved vedtagelsen og ophæver samtidigt tidligere vedtægter for FC Culpa.