I GSF holder vi arrangementer i løbet af året, som blandt andet styrker fællesskabet i klubben. Alle løbere deltager i shows og forældrene giver en hånd med i forhold til at få stablet det på benene.
Gallashow i september
Vores første arrangement i løbet af sæsonen er vores store GALLASHOW! Alle klubbens medlemmer, trænere, bestyrelse og hjælpsomme forældre holder en fridag fra skole, studie og job denne særlige dag, som oftest er en af de første fredage i september.
Shownumrene fra afslutningsshowet pudses af og endnu flere numre tilføjes til det store GALLASHOW som fremvises hele 3 gange i løbet af dagen. Alle kommunens institutioner og skoler bliver inviteret til at komme kl. 10.00 og kl. 14.30. Til sidst holder vi showet for familier og venner kl. 18.30.
Alle sejl sættes til for at lave et brag af et show. Lys-, lydeffekter og storskærm er på plads på isen, når op mod 1000 gæster kigger forbi og får en stor oplevelse.
Juleshow på isen
En af de sidste træningsdage inden juleferien afholder vi juleshow. Alle hold har i løbet af november/december øvet på et lille julenummer, som de glæder sig til at fremvise for familie og venner. Det er en særlig hyggelig dag med juletræ i hallen og julemandens besøg med godteposer. Hallen oser af julestemning. Der kan købes gløgg og æbleskiver og andre julelækkerier.
Afslutningsshow i marts
I marts afholder vi et lille hyggeligt afslutningsshow hvor alle klubbens medlemmer får mulighed for at vise hvor dygtige de er blevet igennem sæsonen. Hvert år laves der et særligt program for dagen.