Et fritidspas er et gavekort fra din bopælskommune til betaling af kontingent i en forening, hvor dit barn gerne vil være medlem. Med et fritidspas kan børn og unge fra økonomiske trængte familier få lige mulighed for at deltage aktivt i foreningslivet. I Aarhus kommune kan man få kr. 1.500 til at betale kontingent i en forening efter eget valg, såfremt husstanden møder visse kriterier. Beløbet, kriterierne og ansøgningsmulighederne kan variere fra kommune til kommune. I det følgende er der taget udgangspunkt i fritidspas-ordningen i Aarhus kommune.
I Aarhus Kommune må husstandens samlede indtægter ikke overstige 212.896 kr. om året. Det svarer til 90% økonomisk friplads i et pasnings- eller fritidstilbud. Som tommelfingerregel er fritidspas-ordningen primært til enlige forsørgere.
De præcise rammer for tildeling af fritidspas kan ses på: https://aarhus.dk/borger/kultur-natur-og-idraet/foreninger-og-fritidsliv/fritidspas/
Hvordan får man et fritidspas?
Der er flere måder at ansøge om fritidspas:
Det nemmeste er at ansøge om et fritidspas direkte på foreningsportalen (åbner i et nyt vindue), blot ved at indtaste dit barns cpr.nr.
Alternativt kan man ringe til Sport & Fritid på tlf. 89 40 48 26 og opgiv eget eller barnets CPR-nummer eller skrive en e-mail til Sport & Fritid på [email protected] og oplys eget eller barnets CPR-nummer. Endeligt kan man se også møde personligt op hos Sport & Fritid i N. J. Fjords Gade 2, 8000 Aarhus C, og oplys eget eller barnets CPR- nummer
Hvis Sport & Fritid ud fra kriterierne vurderer, at barnet kan få et fritidspas, får du det tilsendt med posten. Hvis du besøger Sport & Fritid, kan du få det i hånden med det samme. Hvis du har modtaget et fritidspas til ét af dine børn, kan du også få det til dine andre børn i alderen 3 til 17 år. Har du spørgsmål til fritidspasset kan du kontakte Sport & Fritid som beskrevet ovenfor.
Du kontakter IK Aarhus på [email protected] og oplyser følgende:
Fritidspasnummeret, navn på barnet og hvilket hold barnet er tilmeldt. Derudover skal det angives om beløbet, der er til rådighed på fritidspasset, ønskes brugt til fulde ved førstkommende kontingentbetaling eller delt op så kontingentet reduceres med halvdelen af fritidspasset for begge kontingentopkrævninger. Hvis fritidspasset er på kr. 1.000 kan du således vælge mellem at få reduceret din næste kontingentopkrævning med kr. 1.000 eller de næste 2 kontingentopkrævninger med kr. 500. Bemærk dog at fritidspasset udstedes pr. kalenderår og derfor ikke kan opdeles på tværs af Nytår.