Vedtægter

§ 1 
Klubbens navn er Ishøj Badminton Klub (IBK). Dens hjemsted er Ishøj Kommune. Klubben er stiftet den 13. februar 1974.


§ 2 
Klubbens formål er at samle medlemmerne til badminton, samt via forskellige arrangementer at styrke det sociale samvær mellem medlemmerne. Det gælder både ved sportslige arrangementer som klubmesterskaber og turneringer, samt mere sociale arrangementer uden sportsligt islæt f.eks. klubaftener og -fester.


§ 3 
Som medlem kan optages enhver, der er fyldt 15 år og ikke er ekskluderet af en klub under DGI, BD eller DIF. Bestyrelsen kan dispensere for alderskravet for medlemskab.


Passivt medlemskab kan opnås efter 1 års medlemskab som senior-, 60+-, ungdoms- eller fastbanespiller. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere for dette.
Passive medlemmer kan ikke deltage i klubbens sportslige aktiviteter.


Potentielle medlemmer tilbydes 1 prøveaften før indmeldelse. Betaling for indmeldelse og kontingent skal ske senest 1 uge efter første ordinære træning. Tidligere medlemmer kan mod et gebyr, fastsat af generalforsamlingen, få 1 prøveaften før indmeldelse, da de i forvejen kender klubbens principper og badminton spillet.


Alle medlemmer har mulighed for, mod et gebyr, at tage en gæst med til træning. Bestyrelsen skal orienteres på forhånd og have navn på gæsten. Samme gæst kan max. medbringes 3 gange.


Ved indmeldelsen er medlemmerne forpligtet til at oplyse klubben om fødselsdato og adresse, som klubben skal anvende ved indberetning til Ishøj Kommune, samt DGI.


§ 4 
Klubbens kontingentsatser omfatter følgen
de medlemsgrupper: Senior-, 60+-, ungdoms- og fastbanemedlemmer, samt passive medlemmer.


Fastbanekontingent er pr. halvsæson. Øvrige kontingenter betales helårligt følgende badmintonsæsonen, men kan betales pr. halvsæson til en lettere forhøjet sats.

 
Kontingentsatserne, indmeldelsesgebyret, restancegebyret og prøveaftensgebyret fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentet betales elektronisk via MobilePay eller Holdsport. Kvittering for indbetaling er gyldig som bevis for medlemskab.


§ 5
Aktive medlemmer får udleveret en adgangsbrik med tilhørende kode. Adgangsbrikken og eventuelt udleverede nøgler, skal afleveres, hvis man bliver passivt medlem og ved udmeldelse af klubben.
Holdledere og udvalgte medlemmer er nøglebærere, så de kan låse op for boldskab. Bortkomne nøgler og adgangsbrikker skal betales af medlemmet, der har mistet genstanden.


§ 6 
Kontingentet betales forud inden for august måned. Betaling pr. halvsæson skal falde inden for henholdsvis august (1. halvsæson: medio august til og med 31/12) og januar måned (2. halvsæson: 1/1 til og med 4. juni). Overskrides indbetalingsfristen, opkræves et restancegebyr.
 
Det er medlemmets egen pligt at sørge for rettidig betaling af kontingent. Kontingent refunderes ikke, hvis et medlem bliver skadet eller ønsker at melde sig ud midt i en sæson/halvsæson.


Bestyrelsen kan ekskludere medlemmer, hvis kontingent ikke er rettidigt betalt. Genoptagelse af medlemskabet kan kun ske mod betaling af det skyldige kontingent samt gebyrer.
 
Intet medlem kan skylde klubben penge ud over forfaldent kontingent inklusiv gebyrer. 


Ved indmeldelse efter sæsonstart betales kontingent for den resterende del af sæsonen (eller halvsæsonen) forholdsmæssigt ifølge den vedtagne liste, som ligger på hjemmesiden.


Ungdomsmedlemmer betaler ungdomskontingent indtil det fyldte 25. år.
 
60+-medlemmer betaler 60+-kontingent fra det fyldte 60. år.


§ 7 
Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet skal følge almindelig god regnskabspraksis, og det skal vise klubbens indtægter, udgifter, aktiver og passiver, samt følge evt. lovkrav og/eller bestemmelser fra det offentlige.


§ 8 
Ud over almindelig leverandørkredit kan klubben ikke stifte gæld uden en generalforsamlings godkendelse. 
For klubbens forpligtelser hæfter medlemmer kun med forfaldent kontingent, samt evt. gebyrer.


§ 9 
Alle tillidshverv i klubben er som udgangspunkt ulønnede, men kan i særlige tilfælde honoreres med skattefri godtgørelse.


§ 10 
Klubbens daglige og sportslige ledelse varetages af en bestyrelse, der består af 5 medlemmer: • Formand • Næstformand • Kasserer • 2 bestyrelsesmedlemmer 
Tegningsretten indehaves af kasserer i fællesskab med formand eller næstformand.


§ 11
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Alle medlemmer har adgang, samt tale- og forslagsret. Stemmeret har aktive og passive medlemmer, der er fyldt 18 år, og ikke er i restance med hverken kontingent eller gebyrer. For at opnå valg til bestyrelsen skal vedkommende være fyldt 18 år og have været medlem af klubben i mindst 1 år. Generalforsamlingen kan med mindst 5 gange så mange stemmer for som imod dispensere for disse krav.
 
For at passive medlemmer skal kunne vælges til tillidshverv i klubben, skal vedkommende have været medlem af klubben i mindst 1 år. Der kan til enhver tid maksimalt sidde passive medlemmer på 2 poster samtidig: 1 bestyrelsespost og 1 revisorpost.


Passive medlemmer kan ikke vælges som suppleanter. 
 
Øvrige poster skal bestrides af aktive medlemmer.

Et medlem af klubben kan kun bestride ét tillidshverv i klubben.
 
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede medlemmer. 
Samtlige valg kan foregå ved hemmelig skriftlig afstemning, såfremt der er opstillet flere kandidater, end der skal vælges. Endvidere foretages hemmelig skriftlig afstemning, når dirigenten, formanden, bestyrelsen eller mindst 10 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer kræver det.
 
Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves mindst dobbelt så mange stemmer for som imod. Øvrige beslutninger afgøres ved simpelt flertal. Stemmetællere (jf. § 12 punkt 2) optæller i forening med dirigenten afgivne stemmer ved alle afstemninger. Et stemmeberettiget medlem, der ikke er til stede på generalforsamlingen eller må forlade generalforsamlingen før den er slut, kan give skriftlig fuldmagt til et andet stemmeberettiget medlem. Fuldmagten må kun vedrøre en bestemt generalforsamling og må ikke indeholde krav om en bestemt form for stemmeafgivelse, men kan begrænses til kun at omfatte et eller flere dagsordenpunkter. Fuldmagten afleveres til dirigenten, der oplyser generalforsamlingen om de fuldmagter, der er gældende. Ingen kan være fuldmagtshaver for mere end et medlem.

§ 12 
Ordinær generalforsamling afholdes en gang om året i april måned. Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent 
2. Valg af mindst 2 stemmetællere
3. Bestyrelsens beretning
4. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
5. Fastsættelse af kontingentsatser og gebyrer
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af bestyrelse: 
a) 2 bestyrelsesmedlemmer (lige år) for en 2-årig periode
b) 2 bestyrelsesmedlemmer (ulige år) for en 2-årig periode
c) Kasserer (ulige år)
8. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter i rækkefølge 
9. Valg af:
a) 2 revisorer (1 i lige år, 1 i ulige år) for en 2-årig periode
b) 1 revisorsuppleant.
10. Eventuelt. 

Valg af bestyrelses- og revisorsuppleanter er 1-årige, øvrige valg er 2-årige.


§ 13
Den ordinære generalforsamling skal indkaldes af bestyrelsen med mindst 21 dages varsel med angivelse af dagsorden. Indkaldelsen sker ved offentliggørelse på klubbens hjemmeside, men kan, som supplement efter bestyrelsens skøn, også ske pr. e-mail til hvert enkelt medlem.


Forslag til vedtægtsændringer skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før en generalforsamling. De skal kunne offentliggøres på klubbens hjemmeside 8 dage før generalforsamlingen. Formulerede forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før, generalforsamlingen afholdes.


§ 14 
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen finder anledning hertil. Endvidere afholdes ekstraordinær generalforsamling, når mindst en fjerdedel af medlemmerne uanset alder indsender skriftlig begæring herom til bestyrelsen med angivelse af dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes på samme måde og med samme tidsfrister som den ordinære. Ved en medlemsbegæret ekstraordinær generalforsamling skal bestyrelsen inden 8 dage fra modtagelsen af begæringen indkalde til den ekstraordinære generalforsamling. Den skal være afholdt senest 5 uger fra modtagelsen af begæringen herom. 


§ 15 
Der afholdes bestyrelsesmøder efter behov. Møderne kan indkaldes af et enkelt bestyrelsesmedlem og ledes af formanden og i dennes fravær, af næstformanden.
Der føres protokol over bestyrelsesmøderne. 
Bestyrelsessuppleanterne kan deltage i møderne med taleret dog uden stemmeret. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens medlemmer er til stede, heriblandt formanden eller næstformanden.

Hvis der er stemmelighed i bestyrelsen, er formandens (i dennes fravær næstformandens) stemme udslagsgivende.


Får et bestyrelsesmedlem midlertidigt forfald indtræder suppleanter midlertidigt i rækkefølge. Får kasserer varigt forfald, skal der afholdes en ekstraordinær generalforsamling inden for fem uger efter varigt forfald med valg af kasserer på dagsordenen. Nyvalg gælder for resten af den pågældende valgperiode.

 
Får andre bestyrelsesmedlemmer varigt forfald, indtræder suppleanterne i rækkefølge, hvorefter bestyrelsen konstituerer sig selv, indtil førstkommende generalforsamling.


§ 16 
Der skal afholdes revisionsmøder efter behov, men med mindst et om året, som skal afholdes inden for de sidste 10 uger før den ordinære generalforsamling. Begge revisorer skal deltage i revisionsmøderne.


Får en revisor varigt forfald, indtræder revisorsuppleanten i dennes sted indtil førstkommende ordinære generalforsamling. Ved midlertidigt forfald indtræder suppleanten i forfaldsperioden. Revisorerne kan foretage uanmeldt revision


§ 17 
Eksklusion af et medlem eller idømmelse af karantæne for uhøvisk optræden, uanset tid og sted, kan foretages af bestyrelsen. Et ekskluderet medlem kan forlange sin sag optaget på dagsordenen på den førstkommende generalforsamling. Vedkommende har dog kun adgang til at deltage i det pågældende punkts behandling.


§ 18 
Hvis et medlem udebliver fra kamp uden at sende afbud til den pågældende holdleder eller uden grund forlader banen inden spillets ophør, kan vedkommende fratages retten til at spille holdturnering i højst 3 spillerunder. Karantænen idømmes af bestyrelsen. 


§ 19 
Klubben kan ikke ophæves, hvis mindst 10 medlemmer stemmer for dens beståen.
 
I tilfælde af ophævelse deponeres klubbens midler og effekter hos Ishøj Idrætsråd. Inden for 5 år kan aktiver kun anvendes til oprettelse af ny klub med lignende formål i Ishøj Kommune. Er klubben ikke medlem af Ishøj Idrætsråd, eller er dette ophørt med at eksistere, deponeres klubbens midler hos Ishøj Kommune efter samme regler som nævnt ovenfor. Efter 5 år kan Ishøj Idrætsråd/Ishøj Byråd tage bestemmelse om midlernes anvendelse til gavn for badmintonsporten i Ishøj. 


§ 20 
Afholdes klubmesterskab, sker det i forårshalvsæsonen i henhold til reglement, vedtaget af bestyrelsen/turneringsudvalg. For at kunne deltage i klubmesterskaberne, skal man have været aktivt medlem af klubben pr. 1. januar i det pågældende år. Bestyrelsen kan dispensere for dette efter ansøgning.
 
Er der tvivl, om en spiller er berettiget til at deltage ved klubmesterskabet i IBK, har bestyrelsen myndighed til at træffe en endelig afgørelse.


§ 21 
Hvor disse vedtægter ikke er fyldestgørende, har bestyrelsen myndighed til at træffe afgørelser under ansvar over for generalforsamlingen

Disse vedtægter erstatter alle tidligere vedtægter.

Vedtaget på den ordinære generalforsamling, Ishøj den 26. april 2023.