Vi vil her gerne ønske alle medlemmer, ledere, trænere og frivillige – samt alle andre i Lystrup-området – en glædelig jul og et godt nytår.
Vi vil også gerne takke for den store indsats, som rigtig mange yder rundt om i Lystrup IF’s stærke afdelinger og for flot opbakning i lokalområdet. Netop engagement er forudsætningen for, at vi har en stærk, aktiv, fælles idrætsforening - uanset hvilken idræt eller aktivitet der udøves.
2024 blev endnu et år med masser af oplevelser, begivenheder, udfordringer og meget andet i det frivillige foreningsarbejde.
Eksempelvis bød 2024 på ibrugtagningen af det udvidede og moderniserede Lystrup Idrætscenter (foto her øverst) og dermed en fortsat udvikling af foreningen takket være stærke kræfter, som har stået bag at få det projekt realiseret.
Der er heldigvis i en forening som vores masser af ideer, ambitioner, tanker og planer. Nogle gange tager ting længere tid end forudset, da det er frivillige kræfter, som bruger fritid på at løfte ting. Så alt kommer ikke altid på skinner i det tempo, som nogle måske ønsker. Til gengæld når vi meget andet i foreningslivet.
I hovedafdelingen er det vores opfattelse, at vi samlet har en stærk idrætsforening – det i kraft af mange frivillige ledere, trænere, instruktører og bestyrelsesmedlemmer i afdelingerne, og alle jer, der som medlemmer dyrker idræt her.
Alle i vores forening har samme mål: Nemlig at skabe og sikre idræt samt aktivitet for børn, unge og voksne i lokalområdet.
Vi glæder os til at se alle nuværende og nye medlemmer i det nye år – til endnu et aktivt idrætsår
.
Igen – glædelig jul og tak for 2024. På gensyn i det nye år.
På vegne af alle i Lystrup IF
Jesper Olesen
hovedformand
P.s. Er du endnu ikke medlem, så find den idræt eller aktivitet, som passer til dig her på hjemmesiden. Der er plads til alle i vores fælles forening.
Billedtekst til foto øverst: 15. august 2024 blev snoren klippet til indvielse af de udvidede og moderniserede Lystrup Idætscenter - af Karin Salling fra Salling-Fondene og rådmand for Kultur & Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad. Foto: Kim Haugaard.