Talent- og Børneudvikling

Randers Cimbria byder alle børn og unge velkommen i et trygt, motiverende, inspirerende og udviklende miljø. Herunder har klubben fokus på følgende punkter:

 

Børn og unge oplever basketball og kulturen som et frirum

I Randers Cimbria forsøger vi at skabe et frirum for alle, hvor alting ikke gøres op i konkurrencer. Klubben skal skabe fundament for, at hverdagens udfordringer bliver glemt, hvorved det er muligt at udvikle sig og have det sjovt med andre.

 

Giver det enkelte barn mulighed ’for at finde sin vej i et trygt miljø’

I klubben vægtes det sociale højt, hvorved det er muligt at skabe nye relationer i et trygt miljø. Der bestræbes på, at der opnås et fællesskab på tværs af årgange og individuelle baggrunde, hvor alle skal kunne færdes og opføre sig anstændigt.

 

Har børn og unges behov og forudsætninger som et væsentligt fokusområde

Hos Randers Cimbria er der plads til alle. Uanset hvilket niveau og behov, som det enkelte individ har. Hertil er der plads til ambitioner og drømme, hvor det også altid er muligt at opnå ekstra træning, og trænerne i hele klubben gerne bidrager til at hjælpe den enkelte spiller med at nå sine mål.

 

Sammen når vi langt

I vores klub er det en forudsætning at alle bidrager. Her er det vigtigt, at forældre og børnene bidrager i det omfang, som er muligt. Det forventes, at der bidrages til tøjvask, kørsel, kampafvikling og til diverse arrangementer. Dette samarbejde skal bidrage til kammeratskab og et øget fællesskab hos den enkelte udøver.

 

Fokus på den enkelte udøvers sundhed, trivsel samt personlige og sociale udvikling

Hos Randers Cimbria elsker vi sved på panden, og nyder at bringe sundheden i spil til hverdagen. Udover den fysiske sundhed i form af sport bidrager holdsport også til en øget trivsel, hvilket afspejler sig i fællesskab, hvor der er plads til alle, samt de gode oplevelser man oplever som et hold. Hertil forventes det, at man samarbejder omkring tingene. Dertil ser vi også en personlig og social udvikling, da der sættes forventninger og udfordringer til den enkelte, som selvfølgelig er tilpasset det niveau, som den givende udøver er på. Desuden forventes det, at udøveren tager ansvar, hvilket gerne skulle afspejle sig senere i livet. Dertil ønsker Randers Cimbria at give børn og unge medindflydelse på, hvad der laves af aktiviteter til træning, og træneren er lyttende til, hvad spillerne har at sige til kampene.