I Skødstrup Pumas hjælper vi hinanden med at få klubben til at fungere. Det er afgørende, fordi vi ikke kan fungere uden støtte fra forældre, søskende, trænere og venner, der hjælper til med kampe, sociale arrangementer og andre ting. Vi er heldige at have fantastiske frivillige, men vi har altid brug for ekstra hænder for at fortsætte vores fremgang og forbedre den kultur og det fællesskab, vi og vores børn ønsker at være en del af.
At være frivillig behøver ikke at være krævende. Et par timer her og der kan gøre en stor forskel. Hvis du har lyst til at bidrage og tror, du kan gøre en forskel inden for et af vores opgaveområder, vil vi meget gerne høre fra dig. Kontakt os på basket@8541.dk.
Du kan læse mere om nogle af de forskellige roller i klubben herunder.
Skødstrup Pumas ønsker, at alle vores hold har en holdleder. Holdlederens opgaver fylder ikke ret meget tidsmæssigt, men har stor betydning for holdet og ift. at være bindeled mellem trænere, forældre og bestyrelse.
Holdlederens opgaver retter sig primært mod det praktiske omkring kampe og sociale tiltag, der styrker fællesskabet på holdet. Det er en god ide, at holdlederen en gang imellem kigger forbi en træning, og tjekker op på om noget skal koordineres eller planlægges med trænerne. Holdlederen må også meget gerne deltage i sociale arrangementer og på foreningens generalforsamling.
Hvis du tænker, at det er noget for dig at blive holdleder på dit barns hold, så skriv til basket@8541.dk
Som hjælpetræner i Skødstrup Pumas bliver du en del af den gruppe, som er allermest vigtig i klubben. Du kommer til at hjælpe træneren med at sørge for, at børnene har det sjovt, og at de hele tiden udvikler sig sportsligt. Samtidig bliver du godt klædt på til, hvis du selv en dag er klar til at blive træner og få dit eget hold. Og så er det ALTID godt at kunne skrive på sit CV, at man er/har været frivillig i en forening.
Gennemsnitligt kan du forvente at bruge 2 x 1-1½ time om ugen til træning fra midten af august til maj/juni. Derudover vil der være kampe og evt. sociale arrangementer. Hvis du ikke har mulighed for at være med til alle træninger eller kampe, er det helt ok. Så får du en makker, så I kan deles om opgaverne.
Som hjælpetræner i Skødstrup Pumas er du med til at gøre en kæmpe forskel for træner og spillerne i klubben. Du bliver en del af klubbens gruppe af unge trænertalenter, og vi sørger selvfølgelig for, at du får et trænerkursus.
Unge hjælpetrænere får en skattefri godtgørelse for deres indsats.
Hvis du tænker, at det er lige noget for dig at blive del af træner-teamet i Skødstrup Pumas, så skriv til basket@8541.dk
Som træner eller head coach er det vigtigt, at du brænder for sporten og for at arbejde med børn. Det er din opgave at støtte og bidrage til at udvikle det enkelte barn. Først og fremmest sportsligt, men også menneskeligt. Samtidig bliver du del af et helt fantastisk træner-team, der bakker op om hinanden og står klar til at støtte dig, når du har brug for det.
Gennemsnitligt kan du forvente at bruge 2 x 1-1½ time om ugen til træning fra midten af august til maj/juni. Derudover vil der være kampe og evt. sociale arrangementer.
Du kommer ikke til at stå alene. Vi sørger for at du får en hjælpetræner, som kan hjælpe dig til træning og kampe, og så får du også en holdleder, som hjælper med praktiske opgaver som kørsel til og fra turneringer, tøjvask, planlægning af sociale arrangementer mm. Samtidig sørger vi også for, at du bliver klædt på til opgaven med SMART-basket kursus eller anden relevant uddannelse.
Rollen som træner er ulønnet, men hvis ens børn træner i klubben, nedsættes deres kontingent til 100 kr.
Hvis du tænker, at det er lige noget for dig at blive del af træner-teamet i Skødstrup Pumas, så skriv til basket@8541.dk