Hillerød Håndbold Klub ABC

Velkommen til Hillerød Håndbold Klub 😊

Du er endt på denne side, fordi du som spiller (eller som forældre til en spiller) har meldt dig ind i Hillerød Håndbold Klub. Vi er glade for at du/I netop har valgt at være en del af Hillerød Håndbold Klub, hvor fællesskab og venskab er vores styrke. Der er mange gode grunde til at begynde at spille håndbold: venskaber, holdånd, fysiske udfordringer og sociale kompetencer, men først og fremmest fordi det skal være sjovt at dyrke verdens bedste holdsport!

Træning, kampe, klubarrangementer og stævner er rammen for mange sjove håndboldoplevelser. Oplevelser, som giver muligheder for at skabe venskaber - ikke bare med sine holdkammerater - men også med andre piger og drenge i klubben og i andre klubber.

Vi håber, at du som spiller (og forældre) vil få mange sjove stunder og gode kammerater i Hillerød Håndbold Klub – vi vil i hvert fald gøre vores for, at det lykkes.

Og som ny i klubben vil du uundværligt have en masse gode spørgsmål. Med Hillerød Håndbold Klub ABC, skulle langt de fleste spørgsmål gerne blive besvaret, ift. hvad det indebærer at være spiller i Hillerød Håndbold Klub samt hvad klubben forventer et gensidigt samarbejde omkring.

Holdsport


Holdsport er et online administrationsredskab til nem og bekvem koordinering af dialogen mellem klubben, trænerne, spillerne og forældrene. Holdsport er praktisk taget hjertet i alt hvad vi foretager os i klubben og derfor bør dit medlemskab starte med at installere Holdsport på din eller dine forældres telefon. Holdsport kan downloades på AppStore eller på Google play.

Ved indmeldelse får I tilsendt et link per mail, hvorefter I opretter jer som spiller. Det er meget vigtigt, at det er spilleren der oprettes og tilknyttes holdet først. Har man en profil på Holdsport i forvejen, kan man sagtens bruge den hos os, også.

Det er muligt at tilknytte en forældreprofil til en spiller. Dette gøres også i appen eller på Holdsports hjemmeside under Mine Profiler -> Tilknyt barn. Det er vigtigt, at forældrene ikke oprettes som spillere, da registreringen i Holdsport også bruges til kontingentopkrævning.

Linket I modtaget henviser til holdsport.dk. Derefter skal I:

  1. Download Holdsport-appen på App Store eller Google Play
  2. Åbn appen og klik på Opret profil
  3. Indtast fornavn, efternavn, email og mobilnummer og evt. profilbillede og afslut med Fortsæt
  4. Indtast dit ønskede brugernavn (skal være unikt) og adgangskode og accepter betingelserne
  5. Tryk på Opret profil og dernæst Tilmeld dig et hold


Vælg mellem en af disse to muligheder:

Søg efter dit hold

    - Indtast holdnavn eller klubnavn og tryk Søg.

    Ansøg dernæst om at blive medlem på holdet

    Brug holdforkortelse og tilmeldingskode

      Indtast holdforkortelse og adgangskode, som du har fået fra træneren på holdet

      - Tilmeld dig ved at klikke Fortsæt


      Hvis I benytter Søg efter dit hold, vil din træner nu modtage din anmodning, og når han/hun accepterer, modtager I en velkomstmail. Indtil da kan du logge ind på Holdsport, men uden endnu at være tilknyttet noget hold.

      Har I allerede en holdsport profil ansøger I blot om at blive tilknyttet det hold der ønskes, som derefter godkendes af træneren/Hillerød Håndbold Klub. Dette kan ske via hjemmsiden eller via af Holdsport app'en,


      Når I har fået adgang til holdet vil I se, at alle træninger, kampe, sociale events mm. publiceres på Holdsport. Det er vigtigt, at I altid enten til- eller framelder jer de enkelte aktiviteter, som I er udtaget/inviteret til - hvad enten det er kamp, træning, stævne eller et socialt arrangement.

      Det er en stor hjælp, hvis I, i god tid, giver besked på holdsport ift. ferie og andre aktiviteter, som har indflydelse på jeres deltagelse i træning eller kamp.

      Ferie meldes ind ved at gå ind under kalenderen og trykke på + ude i højre side af skærmen, gå derefter ind på ’angiv feriedage’.


      Det er også på Holdsport, at I bestiller kamptøj.

      Ved tvivlsspørgsmål ift. Holdsport - kontakt da venligst, Mads Lindkvist.


      Bolde og kamptøj


      Hillerød Håndbold Klub sørger for bolde til de mindste årgange, men køb gerne en bold til hjemmetræningen. Fra U9 skal bolde selv erhverves. Alt kamptøj skal selv erhverves uanset årgang. (Købes gennem Holdsport som nævnt)

      • U6: 5-6 år (klubben sørger for bolde, mens kamptøj selv skal erhverves)
      • U8: 7-8 år (klubben sørger for bolde, mens kamptøj selv skal erhverves)
      • U9: 8-9 år (størrelse 00 bold - som selv skal erhverves sammen med kamptøj)
      • U11: 10-11 år (størrelse 0 bold - som selv skal erhverves sammen med kamptøj)
      • U13: 12-13 år (størrelse 1 bold - som selv skal erhverves sammen med kamptøj)
      • U15: 14-15 år (størrelse 2 bold - som selv skal erhverves sammen med kamptøj)
      • U17, U19, Senior: 16 år+ (størrelse 3 bold drenge/2 bold piger - som selv skal erhverves sammen med kamptøj)

      Turnering efterår/forår


      Sæsons turnering er delt op i to dele: efterår og forår, hvor man i hver sæson spiller 8-10 kampe (4-5 kampe ude og 4-5 kampe hjemme).

      Ønsker du at følger med i turneringen, se resultater fra kampe i puljen eller finde den nuværende stilling i puljen, kan du downloade appen ’Håndbold’ fra AppStore eller Google Play. Det er forholdsvis enkelt og der kræves ikke koder eller lignende for at komme i gang og få dine hold lagt ind som favoritter, så de kan følges igennem sæsonen.


      Trænerens opgave


      Trænerens opgave er at træne og udvikle spillerne håndboldmæssigt og skabe et godt træningsmiljø på holdet.

      Træninger, kampe, stævner og andre events vil fremgå på Holdsport.


      Kontakt til træner


      Træneren melder retningslinjer ud for kommunikation på holdet ved starten af sæsonen såvel til spillere som til forældre.


      Trænerne vil gerne tale med spillere og forældre, hvis der er spørgsmål til træning eller spillerens rolle på holdet. Her foretrækker trænerne, at dialogen foregår personligt efter træning/kamp fremfor via Holdsport, sms, Messenger eller sociale medier.


      Husk, at træneren lægger mange frivillige timer i at være træner og altid gør deres bedste til glæde for en masse unge mennesker!

      Adfærdskodeks for spillere og forældre


      • Vi hylder barnets ambition frem for forældrenes.
      • Vi respekterer de planer trænere og spillere har lagt for både træning og kampe.
      • Vi respekterer spillernes, trænernes og dommernes arbejdsområder.
      • Vi lader alene trænerne om kommunikationen til spillerne.
      • Vi roser, roser, roser. Børn har brug for anerkendelse for at udvikle sig.
      • Vi fokuserer på at være forældre frem for coach.
      • Vi accepterer ikke negative opråb af enhver art - det er vigtigt at vi hepper og støtter hinanden, når vi kan. Både spillere og forældre.
      • Vi opmuntrer spillerne til at respektere deres omgivelser - herunder alle klubkammerater og trænere.
      • Vi taler pænt til hinanden - vi er Et hold samlet hold på årgangen og vi opfører os pænt - alle steder.
      • Vi, i Hillerød Håndbold Klub vil ikke være kendt for andet.
      • Vi opfordrer til, at spillerne går i bad sammen efter træning og kamp.

      Kontakt til hinanden på holdet (Holdsport, Facebook mm.)


      Mange hold har deres egen side på Facebook, som enten administreres af træneren, holdlederen eller en forælder.

      Denne fungerer som praktisk kommunikationslinje imellem træner/forældre og forældrene imellem eller til deling af billeder. Generelt opfordres der til, at spillerne ikke har adgang til denne side. De kan følge med på Holdsport, i stedet. Husk specifik spillerkommunikation tages direkte med trænerne, face to face.

      Forældremøder


      I Hillerød Håndbold Klub tilstræbes det at afholde et fælles spiller-/forældremøde, når den nye sæson starter op - gerne slut april/start maj.


      Af og til vurderes det af enten Hillerød Håndbold Klub, trænere eller forældre, at der er behov for et ekstra spiller-/forældremøde. Og ligeledes kan klubben have brug for at invitere forældrene til et generelt informationsmøde f.eks. i forbindelse med Påske Cup eller andre arrangementer.

      Forældreinddragelse/frivilligt arbejde:


      I Hillerød Håndbold Klub står vi sammen om at skabe et godt håndboldmiljø. Al arbejde i klubben sker på frivillig basis fra bestyrelse til tilskuere til kampene. Kun klubbens administrative medarbejder er lønnet.


      Foreningslivet i Hillerød Håndbold Klub bæres derfor af en stor grad af frivilligt arbejde, hvorfor vi i Hillerød Håndbold Klub håber og forventer, at I, som forældre og spillere løfter i flok og bakker op med en hjælpende hånd til mange af de praktiske gøremål og opgaver, som beskrevet nedenfor.


      Dommerbord til hjemmekampe

      Hillerød Håndbold Klub forventer, at forældrene bakker op omkring deres barn bl.a. ved at varetage et dommerbord under dit barns håndboldkamp.

      Det kan forekomme som en større opgave at tage et dommerbord, men ro på - dommeren eller en anden forældre kan sætte dig ind i opgaven. Der sidder ofte nogle spillere alene ved dommerbordet og de vil ofte også gerne hjælpe den første gang, man skal varetage et dommerbord.

      Dommerbords opgaven:

      • Styre pointtavlen
      • Samarbejde med dommeren omkring start, halvleg samt markering af 2-minutter


      J-dag


      Til J-dag får man som forælder mulighed for at lære andre forældre fra klubben at kende, høre god musik samt tjene penge til klubben gennem frivilligt arbejde til selve arrangementet.

      I 2023 havde Hillerød Håndbold Klub et overskud på 175.000 på J-dag, så det er et vigtigt økonomisk arrangement for klubben, hvor vi håber på stor frivillig deltagelse fra forældre og spillere.

      Klubben skriver til medlemmerne i løbet af september/oktober måned ift. at få frivillige til J-dag. Typiske vagter indebær barvagt, garderobevagt, servering, billetkontrol, borddækning mm.

      Påske Cup


      Påske Cup arrangeres af Hillerød Håndbold Klub og foregår fra Skærtorsdag til Påskedag/søndag i og omkring Hillerød.

      Afvikling af Påske Cup er baseret på frivilligt arbejde af primært forældre til spillerne.


      For at kunne afvikle et arrangement som Påske Cup, er det klubbens forventning, at forældrene tilsammen tager minimum 3 vagter per deltagende barn.

      Specifik information omkring Påske Cup deles på holdsport, mail og klubbens hjemmeside op til Påske Cup. Dette gælder blandt andte fordelingen af vagter som håndteres i appen, 'smartplan', som kan downloades i AppStore eller Google Play. 


      Deltagergebyret er 950 kr. (2024 pris per barn)


      Prisen dækker: busser mellem hallerne, overnatning samt mad fra Langfredag morgenmad til Påskedag/søndag frokost. Derudover modtager alle spillere en t-shirt.


      Bestilling af kamptøj


      Når du har haft dine tre prøve-træninger og bliver meldt ind i Hillerød Håndbold Klub, forventes det, at du får erhvervet dig et sæt spillertøj - bestående af en blå hjemmebanetrøje og et par blå shorts samt en grøn udebanetrøje. Fra U13 og op kan det være en fordel med mere end et sæt hjemmebanetrøjer.

      Som målmand skal du have målmandsbukser og målmandstrøje.

      Spillertrøjen er påtrykt nummer og navn (fornavn, efternavn eller kaldenavn) samt nummer på shortsene.

      Dit nummer afhænger af det årstal, hvori du er født. Er du f.eks. født i 2015 har du et ulige spillernummer.


      Nummeret koordineres med klubben, således flere spillere ikke har samme nummer. Har du specifikke ønsker til rygnummer kan du komme med ønsker i bestillingen og håbe det ikke er taget. Henvendelser ang. nummer til Mads Lindkvist på mail eller telefon.

      Dit kamptøj bestilles på Holdsport under MENU og derefter ind under WEBSHOP.


      En gang årligt om efteråret vil der i klubben være mulighed for køb af træningstøj samt tasker til gode priser gennem vores leverandør og samarbejdspartner ’Sport Direct’.


      Dette vil blive annonceret på Holdsport i god tid.


      Håndboldstævner, hvor vi deltager samlet som klub med flest mulige hold


      Amager Cup


      Amager Håndbold Klub afholder Amager Cup i anden sidste weekend i august. Her deltager klubben gerne med hold på årgangene U6-U15 på både pige- og drengesiden. Klubben betaler holdgebyret til deltagelse ved selve stævnet.


      Næstved Cup


      Næstved Håndbold Klub afholder Næstved Cup i anden sidste weekend i september. Her deltager HHK gerne med hold på årgangene U11-U19 på drenge- og pigesiden.

      Der vil være et deltagergebyr på 1250,- kr. (2024 pris).


      Prisen dækker: transport til og fra Næstved, busser mellem hallerne samt mad (lørdag morgenmad, frokost og aftensmad samt søndag morgenmad og frokost).

      Spillere og trænere kører samlet i bus til/fra Næstved. Forældrene finder selv derned.


      Det er muligt at følge turneringen på appen 'ProCup’ som kan downloades på AppStore eller Google Play. Hvis ikke man kan komme til Næstved i løbet af weekenden, streames alle kampe. 


      Lund Cup


      LUGI Håndbold Klub afholder Lund Cup/Lundaspelan hvert år d. 26/12 - 30/12 i og omkring Lund, Sverige. Her deltager klubben med hold på årgangene U11-U19 på drenge-og pigesiden.

      Der vil være et deltagergebyr på 1.850, - kr. (2024 pris).

      Prisen dækker: transport til og fra Lund, busser mellem hallerne, overnatning samt mad (d. 27-29/12 - morgenmad, frokost og aftensmad, d. 30/12 - morgenmad).

      Turnering niveaudeles først efter det indledende gruppespil. I Hillerød Håndbold Klub er Lund Cup en stor tilbagevende turnering såvel sportsligt som socialt.

      Det er muligt at følge turneringen på appen ’Lundaspelan’ som kan downloades på AppStore eller Google Play. Hvis ikke man kan komme til Lund i løbet af stævnet, streames alle kampe.

      Afslutningsfest


      I slutningen af april måned, forud for opstart af den nye sæson, afholdes deres afslutningsfest for forældre og spillere på tværs af alle årgange. En hyggelig eftermiddag/aften, hvor vi hylder ’Årets Spiller’ og ’Årets Fighter’ fra hvert hold, samt kårer årets spiller på tværs af drenge og pige siden.

      Og da det også er en tak fra klubben til mange frivilliges kæmpe indsats igennem sæsonen, hvad enten ved dommerbordet, baren ved J-dag eller morgenmaden til Påske Cup tilstræber vi, at maden er gratis. Øl, vin og sodavand skal I selv købe, men til billige priser. Og således skåler vi for sæsonen der gik og hilser den nye sæson velkommen.

      Nordsjælland Håndbold


      Som moderklub støtter vi naturligvis NH og NH støtter os. Det betyder blandt andet, at alle vores klubmedlemmer kan komme gratis til NH's hjemmekampe, blot ved at fremvise deres medlemskort fra Hillerød Håndbold Klub. (Medlemskort findes i Holdsport appen)

      Samtidig arrangeres der indløb forud for alle hjemmekampe. Ønsker dit barn at deltage i indløbet sker tilmelding via Holdsport, hvor indløbet oprettes som begivenhed.


      Ved indløb mødes spillerne omklædt i kamptøj, 30 minutter før kampstart i receptionen foran hal 1. Indløb udløser ligeledes én gratis voksenbillet til kampen.