Et godt idrætsmiljø for børn

Et godt idrætsmiljø for børn

Ungdomsarbejdet i Hvidovre Volleyball Klub er meget højt prioriteret, og derfor har bestyrelsen deltaget i projektet "Et godt idrætsmiljø for børn"  under DIF - Danmarks Idrætsforbund og DVBF - Dansk Volleyball Forbund.

Her kan du læse lidt om baggrunden for ungdomsarbejdet i klubben.

Indhold

10 bud for Kidsvolley og top 5 for forældre                 

Børnepolitik
                                                                          
Organisering
                                                                           
Aktivt forældresamarbejde  
                                                 
Aktivitetsniveau  
                                                                   
Den gode voksne  
                                                                  
Det fysiske miljø   
                                                               
Mere om klubben   

Tekst

10 bud for kidsvolley i Hvidovre Volleyball Klub                                                                 
  
1. Det skal være rart og sjovt at spille kidsvolley i Hvidovre.

 
2. Der er tryk på i kidsvolley. Alle er med hele tiden. Man får motion, og det er sundt.
 
3. Kidsholdene i HVK er lige så vigtige som alle klubbens andre hold. Kidsspillere er klubbens fremtid. Der er restige i at være HVK kid.
 
4. Kidsvolley har gode forhold i HVK. Vi har kidsvolley-net, kidsvolley-bolde og andet udstyr, der er med til at give en god og sjov træning.
 
5. I HVK har vi et stærkt sammenhold, og det er kidsvolley en del af. Det betyder blandt andet, at kidsspillerne vil få besøg af førsteholdsspillere til træningen, men også, at kidsvolley-spillere og -forældre er velkomne til klubbens øvrige aktiviteter.
 
6. Det er træneren, der sørger for, at reglerne bliver overholdt. Vi spiller altid fair, og spillerne gør, som træneren siger.
 
7. Kidsvolley-trænerne i HVK er dygtige, engagerede og veluddannede inden for sporten.
 
8. Vi følger Danmarks Idræts-Forbunds anvisning og indhenter børneattest på alle vores trænere.
 
9. Vi informerer om alle nye tiltag. Det skal være let for kids-forældre at følge med i, hvad der foregår i HVK's kidsvolley-afdeling.
 
10. Når vi spiller kamp, spiller vi for at vinde, men bud 1 er altid det vigtigste.

 
Top 5 for forældre i HVKids
 
1. Der skal gives ros til alle spillere, både til kamp og til træning.
 
2. Der må aldrig kommes med negative kommentarer, hverken til dommere, spillere, modstandere eller trænere.
 
3. Hjælp spillere og trænere når I er i hallen, både til træning og kamp.
 
4. Hvis det er muligt, så stil gerne transport mulighed til rådighed for holdet.
 
5. Tag gerne frugt, saftevand eller kage med til kamp - det giver en rigtig god stemning.
       
Børnepolitik
 
I Hvidovre Volleyball Klub er ungdomsspillerne højt prioriteret. Bestyrelsen stræber altid efter at tilgodese deres interesser inden for de rammer vi har. I 2010 indførte vi i klubbens vedtægter, at ungdomsafdelingen altid er sikret en repræsentant i klubbens bestyrelse. Derudover har vi en ungdomsformand, som er kontaktperson og bindeled mellem trænere, ungdomsmedlemmer/forældre og bestyrelsen. På www.hvk.dk findes kontaktinformationer for alle ledere i klubben. Ansvar: Bestyrelsen og ungdomsformand
 
Træning
Der trænes og spilles efter kids- og teenvolley-principper. Vores mål er altid at afvikle træning på et højt niveau med dygtige trænere, der tilgodeser og udvikler den enkelte spiller. Til træning er der nogle regler der skal overholdes. ’Det kan jeg ikke’ er en forbudt sætning, fordi den begrænser det enkelte individ og stopper indlæringen. Man tror på sig selv og gør sit bedste. Når træneren taler, tier man stille og hører efter. Ansvar: Trænere   
  
Udvikling
Udvikling er motiverende for alle og skal søges konstant.
Det er vigtigt at flere forskellige trænere deltager i træningen og drøfter udvikling og fremgang af den enkelte spiller.
I HVK bliver man krydset af og registreret også når man deltager i kampe/stævner, for på den måde at holde øje med fremmødet. Vi tror på, at spillerne udvikler sig lige så meget ved at spille kampe og stævner som ved at træne. Derfor er det et mål, at alle spiller kamp/stævne så ofte som muligt, under hensyntagen til niveau. Klubben sender turneringsplanen ud via mail, så spillere og forældre i god tid kan danne sig et overblik over, hvornår de skal spille. Det er selvfølgelig gratis at deltage i turneringsstævner.
Er man i tvivl om fremgang, udviklingen eller andet for den enkelte spiller, kan man stille spørgsmål til trænerne efter træning.Ansvar: Trænere
 
Forældremøder/dialog
I Hvidovre VK prioriterer vi forældrekontakt højt for at give hele familien tæt tilknytning til klubben. Derfor afholder vi minimum to forældremøder om året. Vi holder desuden løbende spillere og forældre orienteret via nyhedsmail ca. en gang om måneden. Disse sendes både til spillernes og forældrenes e-mailadresser. Vi ser forældrene som en ressource for klubben. Ansvar: Ungdomsformand og trænere
 
Gensidig respekt og mobbepolitik
Respekt for hinanden er grundlaget for godt kammeratskab og essensen i det at deltage i holdsport og foreningsliv. I HVK er alle velkomne, så længe man respekterer hinanden og klubbens værdier.
Mobning er uacceptabelt og strider grundlæggende mod vores værdier i klubben. Mobning er bortvisningsgrund, og oplever man mobning i klubben, skal det rapporteres til træneren/lederen med det samme, så vi kan søge mægling. Mobning er nedbrydende for menneskers selvværd, og da vi søger at øge folks selvtillid gennem idræt, opfattes mobning som decideret modarbejdelse af spillerens træningsindsats. Alle skal føle sig velkomne i klubben. Ansvar: Alle
 
Rygning, alkohol og andre rusmidler
Rygning, alkohol og andre rusmidler hører ikke sammen med idræt. Vi forsøger at oplyse vores ungdomsspillere så godt, som det er muligt, om ulemperne herved. Der er selvfølgelig rygning forbudt i Idrætscenteret og til stævner.
Ansvar: Ungdomsformand og trænere
 
Børneattest
Hvidovre VK indhenter børneattester på alle ungdomstrænere i henhold til loven. Børneattesterne sikrer, at ingen personer, som tidligere er dømt for seksuel omgang med personer under 15 år, kan blive ungdomstræner i klubben. Derudover lægger vi stor vægt på, at alle, som bliver ungdomstrænere i klubben, er personer, vi i forvejen kender og har tillid til. Ansvar: Bestyrelsen
  
Organisering
                
Hvidovre VK stræber efter at være en af landets bedst organiserede volleyballklubber. I 2010 ansatte vi en sportschef på fuld tid med både administrative og udviklingsmæssige opgaver i klubben. Bestyrelsen har dog stadig det overordnede ansvar for klubbens daglige ledelse. Det er også bestyrelsens ansvar at uddelegere ansvar og tydeliggøre, hvem der har ansvar for hvad, for derigennem at lette det frivillige arbejde i klubben. Vi ønsker at gøre det nemt at forstå klubbens struktur, så forældre kan føle sig trygge ved at sende deres børn til aktiviteter i klubbens regi og få lyst til selv at deltage og bidrage til foreningslivet. Ansvar: Bestyrelsen

Tilmelding til stævner
Turnerings- og stævneplan udsendes via mail og lægges på klubbens hjemmeside www.hvk.dk.
Turneringsgebyret i turneringen er normalt betalt af klubben. I forbindelse med weekendstævner vil der typisk være en vis egenbetaling til transport og overnatning. Vi vil i klubben generelt opfordre til at spillerne deltager i så mange kampe som muligt, da det øger udviklingen for den enkelte spiller. Ansvar: Ungdomsformand og trænere
 
Trænerpåsætning
Klubben lægger vægt på at have så dygtige trænere som muligt. Trænerne får tilbudt gratis kurser for at dygtiggøre sig. Det er desuden vores mål at gøre det naturligt for de unge i klubben selv at deltage i træningen af de yngre spillere, i første omgang som hjælpetrænere. På den måde håber vi, at klubben selv skaber et naturligt flow af dygtige og engagerede trænere med baggrund i klubben. 1.holdspillerne fungerer som rollemodeller og skal deltage i ungdomstræningen af og til. Klubben forsøger at stille trænere til så mange kidsstævner som muligt, men det kan også være nødvendigt at koble forældre på denne opgave. Ansvar: Bestyrelsen
 
Overblik
Overblik over kidsspillerne opnås ved at evaluere træninger, stævneresultater og generelle fremskridt løbende. Dette gøres i samråd mellem ungdomstrænerne. På den måde kan vi nemmere rykke folk til de grupper, der passer bedst til deres niveau. Vi holder dog fokus på det sociale aspekt samtidig. Ansvar: Ungdomsformand og trænere
 
Rekruttering
Rekruttering foregår løbende via skolesamarbejde, kidspillernes venner og familie samt ”Fritid for dig”, en ordning, hvor skoleelever har mulighed for gratis at prøve sporten. Klubben søger igennem skolesamarbejdet forankring blandt alle skoler og skolelærere i byen. Vi kontakter byens 12 folkeskoler to gange årligt via mail med tilbud om kidsvolleystævne, skolebesøg med introduktionsforløb og generel inspiration, også for lærerne.
Vores nærmeste skole, Engstrandskolen, arbejder på en idrætsprofil for 7.-10.klasse og vil rigtig gerne indgå et tættere samarbejde.
Foreløbig stiller de 10. klasseselever som coach til skolestævnerne. Vi er i øjeblikket også ved at skabe dialog med de mest nærliggende gymnasier. Ansvar: Bestyrelsen

Licens
Aktive medlemmer af en klub uanset niveau skal løse en personlig licens hos Dansk Volleyball Forbund via www.volleyball.dk.
Når man løser licens, modtager man automatisk fire gange om året DVBF’s blad, ’Volleyballmagasinet’. I HVK vedtog vi på generalforsamlingen 2008, at klubben løser licens for sine ungdomsspillere, og at prisen indeholdes i kontingentet. Ansvar: Bestyrelsen og ungdomsformanden
 
Dansk Volleyball Forbund (DVBF)
www.volleyball.dk
Forbundet står bl.a. for landsdækkende turneringer, kurser og talentcenter. Deltagelse på talentcenter betinges af trænergruppens indstilling til Dansk Volleyball Forbund. Klubben betaler tilmeldingsgebyret.

Danmarks Idrætsforbund (DIF)
www.dif.dk
DVBF er medlem af DIF og dermed også klubben, med de fordele det medfører.
 
Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI)
www.dgi.dk
HVK hører under DGI Storkøbenhavn og har derigennem de fordele, som er forbundet med medlemskab af DGI, blandt andet mulighed for deltagelse i stævner og kurser.
 
Sjællands Volleyball Kreds (SVBK)
www.svbk.dk
Kredsen står for planlægningen af lokale turneringer og stævner.
 
Hvidovre Kommune
Kommunen stiller haltider og faciliteter til rådighed for os og yder aktivitetstilskud. Klubben deltager hvert år i tilbuddet ”Fritid for dig”.
Kommunen yder desuden økonomisk støtte, når vi sender trænere og ledere på relevante kurser. Ansvar: Bestyrelsen
 
Samarbejde med andre klubber
HVK har som målsætning at tilbyde så gode forhold for ungdomsmedlemmerne som muligt, dvs. at vi gerne samarbejder med andre klubber, hvis vi på den måde kan forbedre tilbuddet til de unge. Ansvar: Bestyrelsen
 
Aktivt forældresamarbejde
 
Da meget af klubbens frivillige arbejde ligger på få hænder, er det vigtigt for os at aktivere forældregruppen. Det sker ved at lave en liste over opgaver, vi kunne få brug for hjælp til. Det drejer sig om alt fra kagebagning til afslutningen, HVK-Cup, vores bod på Roskilde Festival, kørsel til kampe, tøjvask, sponsorarbejde mm.
Det er vigtigt klart definerede opgaver, så alle føler, de kan give en hånd med og aktivt tage del i deres børns foreningsliv, uden at føle sig forpligtet ud over det rimelige.
Vi anser det for afgørende, at trænerne og klublederne giver sig tid til at snakke med forældrene.
Det er vigtigt, at klubben værdsætter forældrenes indsats og giver udtryk for dette.
 
Forældreopgaver
 
Kørsel til kampe: Ugen op til kamp aftales, hvem der kører med hvem. Det er helt ok, hvis man deles om benzinpenge, det må i hvert fald ikke blive en begrænsende faktor for at køre de unge til kamp.
 
Tøjvask: Går på skift, og tøjet afleveres i klubben i løbet af ugen efter kamp.
 
Jule- og sommerafslutning: Sidste træningsdag inden ferien, hhv. sommer og jul, afholdes afslutning. Datoen meldes ud via mail og på hjemmesiden. Juleafslutning og sommerafslutning er en god måde at markere halvåret og gøre lidt status. Vi mødes til fælles træning med forskellige sjove lege eller spil. Derefter går vi alle sammen ind i klublokalet og spiser f.eks. æbleskiver, kage, chips og slik. Forældrene må meget gerne medbringe kage eller slik til uddeling, da der ofte er ret mange børn til stede.
Til afslutningen må de unge medbringe præmier vundet siden sidste afslutning.
 
HVK-Cup: HVK-Cup er vores store årlige seniorstævne, som ligger i en weekend midt i september. Til stævnet får alle hold i klubben tildelt forskellige opgaver, og ungdomsafdelingen plejer at sørge for morgenmad for de overnattende spillere, men det aftales op til stævnet.
 
Roskilde Festival: Festivalboden er klubbens vigtigste enkeltstående indtægtskilde. Vi skal bruge 150 frivillige under festivalen til arbejdet i boden. Der er en aldersgrænse for deltagelse på 16 år. Her er det en stor hjælp, hvis man tjekker sit netværk for at få frivillige medarbejdere til at deltage. Belønningen er et festivalarmbånd. Under opbygning og nedtagning af boden er forældre og børn meget velkomne til at deltage.
 
Sponsorarbejde: Sponsorater kan medvirke til at give de unge de bedste rammer og vilkår i deres sport. Det er vores erfaring, at der i et forældrenetværk ofte er muligheder for at finde sponsorer eller samarbejdspartnere. Klubben byder naturligvis ind med sponsormateriale, sponsorfoto, og diverse modydelser.
Kontakt bestyrelsen ([email protected]), hvis du har en potentiel sponsor, så hjælper vi med det praktiske.
 
Brug klubben: Vi betragter forældre som en stor ressource og en nødvendighed, hvis alle vores mål og intentioner skal opnås. Forældre har stemmeret på generalforsamlingen og er naturligvis velkomne til at deltage i diverse udvalg, som hjælpetrænere, via coaching til kampe samt organisering af diverse ture og arrangementer. Ansvar: Bestyrelsen og ungdomsformand
 
Kommunikation
Kommunikation struktureres på følgende måde:
- Nyhedsmail sendes mindst en gang om måneden.
- Forældremøde afholdes to gange årligt.
- Mulighed for at tale med trænerne efter træning.
- Mulighed for at tale med sportschefen hver tirsdag aften 16-20.
- Man meget velkommen til at kontakte trænerne. Telefonnumre findes på www.hvk.dk.
- Alle medlemmer modtager et login til www.hvk.dk. Hvis det ikke sker automatisk inden for få uger, så send en mail til [email protected].
- Debatforum for ungdomsafdelingen findes på www.hvk.dk, når man er logget ind.
- Hvert år udsendes et spørgeskema for at undersøge behov og tilfredshed med rammerne i klubben.
Ansvar: Bestyrelsen og ungdomsformand
 
Rekruttering
Rekruttering er livsnerven for klubben, og den allerbedste måde at rekruttere på er gennem vores netværk, dvs. at spillere og forældre er meget velkomne til at reklamere for klubben i deres omgangskreds og på børnenes skoler. Ansvar: Bestyrelsen
 
Forældre til træning
Vi spiller som regel kampe til alle træninger og vil meget gerne have forældre til at deltage som coach/dommer, dels for at lære det til brug ved turneringer, hvor trænerne ikke kan være der, og dels for at lære spillet til gavn for børnene uden for klubbens rammer.
Da HVK har en klar målsætning om at børnene skal spille så meget kamp som muligt, er det nødvendigt, at forældre ofte deltager som coach til kampe. Trænerne spiller ofte selv kampe og har ofte andre opgaver i klubben, men deltager som coach i det omfang de kan.                             
Ansvar: Ungdomsformand
 
Deltag i klublivet, I er hjertelig velkomne
Der er forskellige sociale arrangementer og udvalg, som forældre er meget velkomne til at deltage i. HVK er meget afhængig af forældrenes deltagelse generelt, og der er mange muligheder for at hjælpe. Julefrokost, sommerafslutning, HVK-Cup, Roskilde Festival, ungdomsudvalg, bestyrelsen, sponsorsøgning, fundraising, træning, PR, hjemmeside, koordinering af ungdomsopgaver. Ansvar: Bestyrelsen og ungdomsformand 
Deltag i generalforsamlingen
Til klubbens årlige generalforsamling har medlemmer på 16 år eller derover stemmeret, såfremt de ikke er i kontingentrestance. Er barnet under 16, har en forælder eller værge stemmeret. Her har alle en god mulighed for at følge med i klubbens udvikling, men også for at blive hørt og påvirke klubben i den retning, man ønsker. Generalforsamlingen bliver afholdt hvert år i februar, og der indkaldes via www.hvk.dk, hvor klubbens vedtægter også kan findes. Ansvar: Bestyrelsen
 
Aktivitetsniveau
 
Aktivitetsniveauet skal generelt være højt for derigennem at give de unge så gode udviklingsmuligheder som muligt.
Man er dog nødt til at afpasse niveauet til børnenes alder og lyst. Forældreinddragelse er et must for at øge aktivitetsniveauet.
 
Til træning
Det er vigtigt, at spillerne bliver udfordret og får brugt kroppen til træning. Derfor hjælper trænerne hinanden med ideer og initiativer for at gøre træningen tilpas hård, differentieret og udfordrende. Det er også vigtigt at være nok trænere til stede for at kunne holde aktivitetsniveauet højt. Ansvar: Trænere
 
Hvor mange træninger?
Vi har i klubben den politik, at spillere på level 0-2 træner én gang om ugen, level 3-4 tilbydes to ugentlige træninger, og teenvolley-holdenes træningstilbud afhænger af holdets lyst og potentiale. Ansvar: Ungdomsformand
 
Weekendstævner og ture
Ud over de faste turneringer, som gerne ligger inden for perioden oktober-april, skal de unge også tilbydes andre weekendaktiviteter såsom weekendstævner, hytteture og volleycamps.
Det vigtigt for børnenes udvikling som spillere, at de deltager i turneringerne. På den måde får de spillet mere sammen og også imod nogle spillere, de ikke har spillet mod før. Det medfører både sejre og nederlag, og de inspireres af andres færdigheder. Derfor opfordrer vi alle til at tilmelde sig turneringerne. Ansvar: Bestyrelsen og ungdomsformand
 
 Den gode voksne                       
 
Den gode voksne accepterer og respekterer klubbens unge spillere på lige fod med holdkammerater og andre omkring klubben. Man kan starte med at hilse på børnene. Vi er en del af samme klub, og en dag skal den lille purk måske afløse den voksne. Derfor er den gensidige respekt meget vigtig.
 
Deltag i deres træning som rollemodel og hjælpetræner og ros dem, hvis de gør noget godt. Husk, at alt, hvad rollemodellen gør, opfattes som positivt af de unge. Gå derfor forrest og vis dem vejen. Det betyder for eksempel: Vær altid positiv, åben, ædru og udvis god opførsel. Ikke sparke til boldene. Behandl modstanderne og hinanden ordentligt og giv de unge gode råd.     
 
Forældre bør være meget bevidste om deres fremtræden, da man som f.eks. holdleder/coach repræsenterer klubben.
Dårlig eller negativ optræden på klubbens vegne accepteres ikke og kan ved gentagne påtaler udløse en udelukkelse fra deltagelse til stævner og kampe. Ansvar: Alle
 
Den gode voksne er en, der lytter på børnene og hører, hvad de har at sige, bl.a. hvad de gerne vil lave til træning, sådan at de også kan få indflydelse på træningen. Træneren skal kunne sætte sig i respekt over for børnene, samtidig med at man som voksen også skal være en, som børnene ved, at de kan komme til, hvis der er noget, de gerne vil snakke om, så de føler, at det er behageligt at komme  i klubben.
 
Det fysiske miljø
 
Rammer
Vi lægger vægt på, at det skal være rart at komme i klubben. Både når man spiller og før og efter træning og hjemmekampe.
Bestyrelsen arbejder løbende på at udvikle og vedligeholde klubbens rammer. Derfor er det vigtigt at låse døre, skabe og boldkasser efter os, hver gang vi forlader stedet. Hver gang nogen glemmer dette, risikerer vi tyveri og hærværk på vores ting, og det både en   udgift og en ærgrelse for klubben. Nøgler lånes af halpersonalet ved indgangen til centeret og afleveres igen, efter boldkasser og døre er låst.
 
Hallen
Klubbens hjemmebane, Frihedens Idrætscenter, er kommunalt ejet og bruges af rigtig mange mennesker og foreninger. Vi har rigtig gode forhold, som vi har været med til at præge og påvirke ud fra vores interesser. Derfor er det vigtigt at behandle udstyr og inventar godt og generelt udvise en ansvarsbevidst holdning over for rammerne og medarbejderne i centeret.
 
Redskabsrummet
I hallen har vi i HVK fået vores eget redskabsrum, som vi har arbejdet længe på at få. Det betyder, at vi kan have mange ting liggende i umiddelbar nærhed af hallen, uden at andre tager dem fra os. Det vigtigste i den sammenhæng er, at man som sidste person i hallen husker at låse døren. I rummet befinder sig bl.a. boldkasser, net, dommerstole, trykmaskine, tøjskabe, boldpumpe og larmeudstyr til kampe.
 
Klublokalet
Som en del af projektet ’Et godt idrætsmiljø for børn’ prioriterer vi i HVK, at de unge har mulighed for at være sammen efter træning.
Vi arbejder løbende på at udstyre klublokalet med f.eks. fladskærm, dvd-afspiller, Playstation / Nintendo, bordfodbold og spil.
 
Bolde
I redskabsrummet findes altid 3 boldkasser, som indeholder bolde i god kvalitet. Hvis medlemmerne ønsker at købe en bold, vejleder trænerne gerne om kvalitet og om, hvor man kan købe udstyr.
 
Tøj
Når man melder sig ind i HVK, modtager man en klub-T-shirt og en drikkedunk. Tøj til kampe lånes af klubben, og forældrene er ansvarlige for, at tøjet bringes tilbage til klubben.
 
Knæbeskyttere og sko
Når man starter til volleyball, er det vigtigt at man medbringer indendørssko og idrætstøj. Knæbeskyttere er ikke nødvendige for at starte og købes som regel først, når man har gået til volleyball et stykke tid. Trænerne vejleder gerne med gode råd om kvaliteter, samarbejdsaftaler, og hvor man kan købe udstyr.
 
Restaurant Halvleg
HVK har et rigtig godt forhold til Frihedens Idrætscenters restaurant. Restaurant Halvleg støtter os som sponsor, samtidig med at de bidrager med mange gode ting til miljøet i idrætscenteret.


Frihedens Idrætscenter
HVK værdsætter, at man som ungdomsspiller ”hænger ud” i og omkring klubben, og da idrætscenteret indeholder mange forskellige idrætsfaciliteter, er det oplagt at udfolde sig fysisk via de mange andre tilbud, når man ikke lige skal træne.
 
Styrketræning
Der er gratis styrketræning for medlemmer i kælderen under hallen. Som ungdomsspiller skal man være meget varsom med styrketræning/ vægttræning. Det er trænerne, som vurderer, hvornår de unge er klar til styrketræning, og sammensætter et individuelt træningsprogram. Det er absolut forbudt at opholde sig alene i styrketræningslokalet, og der skal altid være en person til stede over 18 år.  
Ansvar: Bestyrelsen
 
Udarbejdet i februar-marts 2010 af bestyrelsen og sportschefen i Hvidovre Volleyball Klub
 
Kontaktinfo:
 
Hvidovre Volleyball Klub
Frihedens Idrætscenter
Hvidovrevej 446
2650 Hvidovre
 
CVR: 32875939
 
www.hvk.dk
 
Sportschef Thomas Stryhn
E-mail: [email protected]
Telefon 30 74 78 04