Vedtægter

Vedtægter for foreningen ”Stoppestedet NH”

§01 Navn, adresse og område.

Foreningens navn er Stoppestedet NH. Foreningens adresse er den til enhver tid siddende formands.

§02 Formål.

Foreningens formål er at skabe et mødested og give mulighed for at afholde et bredt udvalg af medlemsstyrede aktiviteter med det formål at styrke fællesskabet og de sociale relationer i lokalområdet med udgangspunkt i Ny Hammersholt.

§03 Foreningens medlemmer.

Som medlemmer kan optages enkeltpersoner og husstande. Et medlemskab forudsætter betaling af det på generalforsamlingen fastsatte kontingent. Som støttemedlemmer kan optages personer samt virksomheder, institutioner o.l. som støtter foreningens drift/formål eller på en anden måde har særlig interesse for foreningen.

Såfremt et medlemskab ikke følger formål og ånd i foreningen, kan bestyrelsen beslutte om medlemskabet skal ophøre. Evt. indbetalt kontingent vil ikke kunne refunderes.

§04 Regnskabsår.

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

§05 Privatlivspolitik

Foreningen følger den til enhver tid gældende lovgivning i forhold til opbevaring af personfølsomme data.

Behandling af persondata følger foreningens privatlivspolitik, som er tilgængelig for medlemmer og kommende medlemmer.

§06 Ordinær generalforsamling.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i slutningen af marts måned.

Indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal ske skriftligt til medlemmerne via opslag og e-mail med minimum 3 ugers varsel.

Forslag, som medlemmerne ønsker skal til beslutning på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Beslutninger til de indkomne forslag afgøres ved simpelt stemmeflertal, dog undtaget beslutninger om ændring af vedtægter eller foreningens opløsning.

Der kan alene stemmes til de fremsendte forslag ved personligt fremmøde eller ved fuldmagt. Hvert medlemsskab har en stemme. Støttemedlemmer har ikke stemmeret ved generalforsamlingen.

Stemmeret forudsætter rettidigt indbetalt kontingent for indeværende medlemsår samt at man er fyldt 18 år før generalforsamlingen.

Såfremt blot et medlem kræver det, skal afstemning foregå skriftligt.

Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal som minimum indeholde følgende punkter.:

1. Valgt af dirigent og referent.

2. Formandens beretning for foregående regnskabsår til godkendelse.

3. Kassereren aflægger revideret regnskab for foregående regnskabsår til godkendelse.

4. Kassereren forelægger forslag til budget og kontingent for næstfølgende regnskabsår til godkendelse.

5. Behandling af indkomne forslag, jvf. tidsfrist.

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.

7. Valg af revisor og revisorsuppleant.

8. Eventuelt. (Bemærk, der kan ikke stilles forslag til beslutning på selve dagen for den ordinære generalforsamling.)

§07 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes såfremt formanden eller et flertal af bestyrelsen kræver det, eller hvis mindst 25% af medlemmerne skriftligt anmoder herom. Det påhviler bestyrelsen at indkalde inden 5 uger efter modtaget begæring efter samme regler som ordinær generalforsamling. Begæringen skal indeholde begrundelse og anførelse af forslag som ønskes behandlet.

§08 Foreningens ledelse

Foreningens ledelse varetages af en bestyrelse på 5 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen, henholdsvis 2 og 3 hvert andet år.

Det første år vælges 5 medlemmer: 3 medlemmer for en 2-årig valgperiode og 2 medlemmer for en 1-årig valgperiode.

Hvert år vælges en 1. og en 2. suppleant, som i tilfælde af at bestyrelsesmedlemmer afgår, indtræder for disse i samme valgperiode. Der vælges hvert år 1 revisor og 1 revisorsuppleant. Revisor og revisorsuppleant kan ikke samtidigt være medlem af bestyrelsen.

§09 Konstituering

På førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig selv, frem til næste generalforsamling.

Følgende poster skal besættes:

a. Formand

b. Næstformand

c. Kasserer

§10 Beslutnings- og tegningsregler.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Forslag afgøres ved simpelt flertal, hvor formandens stemme tæller ved stemmelighed.

Foreningen tegnes af formanden, eller i dennes fravær af næstformanden.

Økonomisk tegnes foreningen af formanden og kassereren i forening, idet kassereren dog selvstændigt kan disponere over foreningens bankkonto.

Køb og salg af fast ejendom samt optagelse af lån skal forinden godkendes af generalforsamlingen.

Alle beslutninger skal dokumenteres og gøres tilgængelige for medlemmerne.

§11 Vedtægtsændringer

Ændringer i vedtægterne kan vedtages på en generalforsamling, såfremt mindst 50% af foreningens medlemmer er til stede og mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for. Er det krævede antal medlemmer ikke til stede, kan ændringer vedtages på en ekstraordinær generalforsamling senest 5 uger senere, såfremt 2/3 af de fremmødte stemmer for.

§12 Foreningens ophør.

Foreningens ophør kan besluttes på en generalforsamling, såfremt mindst 2/3 af samtlige foreningens medlemmer stemmer herfor. Kan opløsningen ikke vedtages på grund af manglende fremmøde, kan den vedtages på en ekstraordinær generalforsamling senest 5 uger senere, såfremt mindst 2/3 af de fremmødte stemmer herfor.

§13 Disposition af foreningens midler ved ophør.

Ved foreningens ophør overgår eventuelle midler til beslægtede formål, så vidt muligt inden for foreningens område, efter den opløsende generalforsamlings bestemmelse. Foreningens midler kan ikke fordeles mellem medlemmerne.