Fra fredag den 12. november 2021 genindføres coronapasset i dele af det danske samfund – herunder ved større idrætsarrangementer med hhv. flere end 200 betalende tilskuere (=antal udstedte billetter) indendørs eller flere end 2.000 betalende tilskuere udendørs. Læs mere nedenfor.
Der udarbejdes ikke specielle retningslinjer for idrætten, så vi følger altså de generelle regler i denne forbindelse (som pt. ikke er så relevante for rugby).
Vi opfordrer til at man holder sig løbende orienteret og overvejer om man vil være lidt ekstra forsigtig i forbindelse med den kommende tids sociale arrangementer!
- Hvornår stilles der krav om coronapas i idrætten?
Kravet om coronapas træder i kraft, når der er flere end 200 betalende tilskuere indendørs eller flere end 2.000 betalende tilskuere udendørs på samme tid.
- Hvad menes der med betalende tilskuere?
Betalende tilskuere er defineret som det antal billetter, der er udstedt til det pågældende arrangement. Det betyder altså, at billetter, der har været gratis, tæller med i det samlede antal tilskuere.
- Er der en aldersgrænse for, hvornår tilskuere er omfattet af kravet om coronapas?
Kravet om coronapas gælder tilskuere fra 15 år og op.
- Hvem har ansvaret for at kontrollere coronapas?
Ansvaret for at kontrollere coronapas ligger hos den ansvarlige arrangør. Personer, der ikke kan fremvise et coronapas, kan bortvises. Både arrangøren og personer, der ikke forlader lokaler eller lokaliteter efter at være blevet bortvist, kan blive straffet.
- Er der regler for, hvordan coronapas skal kontrolleres?
Ja, coronapasset skal kontrolleres ved indgangen eller umiddelbart derefter. Det skal sikres, at alle tilskuere på 15 år og derover kan fremvise coronapas.
- Er der krav om coronapas for idrætsudøvere/deltagere ved idrætsarrangementer?
Nej, kravet omfatter alene tilskuere.
- Er der krav om coronapas for trænere, dommere og frivillige?
Nej, kravet omfatter alene tilskuere.
- Er der krav om coronapas for forældre ved fx børnestævner?
Nej, kravet gælder som udgangspunkt ikke forældre eller deltagere ved fx børneidrætsstævner Hvis tilstedeværelsen af forældre er begrundet i, at der er udbudt 200 billetter indendørs eller 2.000 billetter udendørs, og forældrene derfor vil være at betragte som tilskuere, gælder der krav om coronapas.
- Der er krav om coronapas i svømmehaller – gælder det også foreningsidræt?
Nej, kravet om coronapas gælder ikke udøvere, trænere mv. i foreningsidrætten.
Se også: coronasmitte.dk, Styrelsen for Patientsikkerked og Kulturministeriets hjemmeside.