Det er med stor fornøjelse, at vi kan præsentere det nye trænerteam omkring U18 landsholdet.
Kenneth Holm fortsætter som landstræner og får 3 nye kollegaer. Velkommen til Dennis Graversen, Philip Kingston og Jonas Haaning!
Kenneth Holm forestår weekendens samling i Roskilde, hvor der er fokus på vinter/styrketræning.
De nye trænere vil så vidt muligt kigge forbi og hilse på, men træder officielt først til i det nye år. Indtil da kan man læse mere om de fire landstrænere nedenfor.
DENNIS GRAVERSEN:
Dennis Graversen er 41 år og bosiddende i Aarhus, hvorfra han også har sin rugbyopdragelse. Det er blevet til et hav af DM titler med ARK og desuden to landskampe for Danmark XV. Dennis har tidligere varetaget rollen som landstræner for U18 og kommer med en solid trænerteknisk baggrund i form af World Rugby niveau 2 og World Rugby Educator uddannelse. Dennis har desuden udviklet ”de 4 principper”, som er det grundlæggende trænermateriale i DRUs ungdoms- og skolerugby. Dennis har de seneste 5 år været seniortræner i Odder Rugby Klub.
KENNETH HOLM:
Kenneth er 27 år og nuværende landstræner. Kenneth fortsætter naturligvis i samme rolle i det nye trænerteam. Kenneth kommer fra Erritsø Rugby og har desuden spillet 2 sæsoner i England for Datchworth RFC. Som aktiv har Kenneth spillet U18, U20, U21 og XV for Danmark. Som træner har Kenneth i en årrække været ungdomstræner i Erritsø samt talenttræner for Jylland/Fyn.
PHILIP KINGSTON:
Phil er 35 år og bor I Roskilde. Phil er fra New Zealand og flyttede til Danmark for 4 år siden, hvor han også blev træner for CSR/Nanok. Phil har hjemme i New Zealand spillet rugby fra han var 5 år og indtil en knæskade for ca. 6 år siden satte en stopper for den aktive karriere. Som spiller har Phil repræsenteret flere regionale ungdoms- og seniorhold i New Zealand. Phil har som aktiv spillet med og mod mange talentfulde spillere og det er nu hans ønske at hjælpe danske talenter videre – og dermed give tilbage til den sport, som altid har været en stor del af hans liv.
JONAS HAANING:
De fleste vil kende 36-årige Jonas Haaning som en af de seneste års helt store profiler i dansk rugby - med ikke mindre end 42 landskampe for Danmark. Jonas har spillet det meste af sin danske rugby hos FRK, men har også spillet i England, New Zealand og Portugal. Jonas beskriver den nye opgave som U18 landstræner som en mulighed for at give tilbage til dansk rugby og til de spillere, der ønsker at gøre en forskel og som ønsker på sigt at blive en del af seniorlandsholdet. Lige som Jonas’ ungdomstrænere, der troede på ham som spiller og som menneske – og hjalp ham til en lang og succesfuld karriere på XV landsholdet.
Fælles for de fire trænere er store forventninger til det kommende indbyrdes samarbejde, til samarbejdet med DRU men naturligvis, først og fremmest, til samarbejdet med nuværende og kommende talenter. De fire trænere dækker det danske rugbylandkort i øst og vest – med forwards og backs trænere på begge sider af Storebælt.
DRUs sportschef Mikael Lai Rasmussen: ”Vi er meget glade for at kunne samle fire så store kapaciteter omkring U18 landsholdet. De byder hver især ind med stor viden og erfaring – og vil uden tvivl blive en kæmpe ressource for U18 landsholdet og for dansk rugby”.
Foto: Daniel Storch, Baltisk Cup 2016