Der er brug for flere dommere! Mange har måske svært ved at se sig selv som manden/kvinden med fløjten og kan være nervøs for opgaven. Vi ved nok alle, at det ikke er nemt og at der desværre ikke altid er den fornødne respekt på banerne. Hvorfor skulle man så vælge at dømme? Det spørgsmål har vi stillet to af landets bedste dommere...
Mike Vestorp (8 års dommererfaring)
Det er lidt underligt. Jeg havde egentlig aldrig forestillet mig at jeg skulle være dommer, men jeg er glad for at jeg er blevet det.
Efter at have vokset op med at spille rugby i New Zealand, Australien og Japan havnede jeg i Danmark. Med en dansk far var det nemt at omstille sig til at bo her.
Efter at have fundet mig til rette i Danmark, blev det tid til at spille rugby igen. Efter 3-4 års rugby begyndte min krop at give mig signaler om at det var tid til at lægge støvlerne på hylden. Jeg spillede et årstid mere men det blev sværere og sværere at komme mig over kampene – og selv min læge anbefalede at det var tid til at stoppe.
Jeg tog et trænerkursus og fungerede som træner i et par år, men det var ikke tilstrækkeligt. Jeg savnede at være en direkte del af spillet – men uden kontakten. Jeg talte med Roland Jones om det, som opfordrede mig til at dømme. Roland blev en slags mentor for mig og jeg besluttede mig for at give det et forsøg.
Jeg ville gerne give noget tilbage til den sport, som havde givet mig så meget i så mange år – og det at være med i kampen som dommer, var lige det, der skulle til.
Jeg husker en af mine første kampe i 2008 hos CSR. Jeg sad nervøst i bilen og terpede lovbogen – selvom jeg havde læst den mange gange op til kampen. Jeg husker ikke selve kampen, men jeg husker at jeg gik af banen med en rigtig god følelse. Det gav ingen mening – hvordan kunne det at være dommer være godt?
Over de næste par år fik jeg mere erfaring i form af at være linjedommer til en række ENC landskampe og i 201 fik jeg muligheden for at dømme til FIRA-AER EM Sevens i Odense. En mulighed som jeg tog i mod med åbne arme.
Efter yderligere uddannelse og erfaring fik jeg i 2011 min føste landskamp og for de, som ikke har prøvet det, så er det en skræmmende, men også en meget spændende, opgave – og det er en kamp jeg aldrig vil glemme.
Jeg er meget målbevidst af natur, med en vilje til at blive ved med at udvikle mig og blive den bedste for mig selv – og for rugby i Danmark. Det blev belønnet i 2012 med flere internationale kampe inkl. U17 kampe med Rusland, Polen, Ukraine og Tjekkiet – og også min første ENC senior kamp. De følgende år fulgte flere opgaver for Rugby Europe og turneringer i andre dele af verden inkl. Premiership rugby i Australien.
Det har alt sammen været vigtigt og givende for mig og erfaringer som jeg kan bruge i dansk rugby.
Jeg har overalt mødt nogle fantastiske mennesker (som nu er fantastiske venner), hvilket har fået mig til at ønske, at jeg startede med at dømme meget tidligere.
Jeg har talt med mange spillere om det at begynde at dømme og de fleste siger at de vil vente til de er færdige med at spille. Det er den naturlige kærlighed for at spille, men hvis de skulle begynde at dømme er jeg overbevist om at de vil sige det samme – skulle have startet tidligere.
Det at dømme er, alt i alt, meget givende. Om det være at blive udnævnt til en landskamp eller bare at få en øl efter kampen sammen andre rugbyelskere. Virkelig? Hvorfor gider du det? Rugby er i mit blod og hvis ikke jeg kan spille, så kan jeg i det mindste være en del af kampen og være med til at give de aktive rammerne for en god kamp. It is as simple as that.
Mike Hawkins (3 års dommererfaring)
For ca. 3 år siden gik det op for mig, at jeg ikke rigtig kunne holde til at spille rugby meget længere, men jeg ønskede fortsat at være involveret i spillet. Jeg havde prøvet at være linjedommer et par gange og syntes, at det var spændende, så jeg valgte at deltage på et niveau 1 dommerkursus. Da jeg stadig spillede kampe de fleste weekender, dømte jeg kun ind imellem i starten.
Men efter nogle førstedivisions kampe og noget undervisning fra en Top 14 dommer på en U18 nordisk samling i Sverige gik det op for mig, at jeg ville fokusere 100% på at være dommer. Siden da er udfordringerne blevet større, og jeg lærer noget nyt om det at være dommer, og om spillet, hver eneste uge. Det har betydet, at jeg konstant udvikler mig som dommer og det kommer spillerne til gode. Igennem den undervisning jeg har modtaget på både World Rugby niveau 2 og 3 dommerkurserne, har jeg lært, hvordan man kan bruge sine erfaringer og refleksioner til at forbedre sine fremtidige præstationer.
Selv om man tit står alene midt ude på banen, er man bestemt ikke alene uden for banen. Der findes et fremragende dommerfællesskab i Europa, og især i norden, hvor man tilbyder råd og muligheden for at dømme kampe i andre lande. F.eks. i 2015 har jeg dømt ligakampe i Sverige og Finland, dømt til Scandinavian Sevens, og dømt både en U18 landskamp i Danmark og en ENC landskamp i Finland. Kampene giver både erfaringer og oplevelser for livet, og man får mange nye venner på vejen.
Jeg var selvfølgelig bekymret for om det overhovedet ville gå godt den gang jeg stoppede med at spille og valgte at fokusere 100% på at være dommer. Men nu, når jeg kigger tilbage, fortryder jeg kun, at jeg ikke begyndte med at dømme noget før!
Hvis du vil i gang med at dømme, så står DRU (og DRUs dommere) klar til at hjælpe med råd, vejledning og uddannelse. Har du tid, talent og ambitioner er der masser af muligheder for en spændende karriere herhjemme og i udlandet. Det kan også være at du ved at læse denne artikel er kommet i tanke om en tidligere spiller, en regelnørd eller en forældre, som det er lige noget for. Hiv fat i ham/hende og kontakt DRU for mere information.
Og så runder vi af med en meget stor tak til alle landets dygtige dommere. Fra U8 til Super 6. Ingen rugby uden Jer!
