Mens andre kun så småt er ved at komme op i gear til sæsonstart, har U18 drengene arbejdet hårdt over vinteren. I weekenden udtages truppen til EM i Andorra (Conference 1, som den 3. bedste række nu hedder). Spillerne er samlet til træning i Hundested Rugby Klub og søndag eftermiddag bliver der sat navn på de 23 spillere, der rejser til EM den 28. marts.
EM turneringen har gennemgået en del ændringer siden sidste år. Alle divisioner har fået nye navne og afvikles efter ændrede formater.
For Danmark gælder det at Conference 1 afvikles med 6 hold hvor alle-møder-alle. Det bliver til 5 kampe på 5 dage - dog er varigheden sat ned til 2x17,5 min (35 min. rugby hver dag). Danmark er seedet som nr. 3 i Conference 1 (nr. 19 i Europa). Den forbedrede rangering siden turneringen sidste år, skyldes at flere nationer har valgt at trække sig fra EM turneringen. Udover Danmark består gruppen af Kroatien, Serbien, Ungarn, Moldova og Andorra.
Det bliver spændende at se hvordan holdet tackler den nye turneringsform, som trænerne naturligvis har forberedt spillerne på. Alle kampe bliver streamet live på rugbyeurope.tv og vi følger holdet tæt på vores sociale platforme. Faktisk overtager drengene vores instagram på turen - så sørg for at du følger RUGBYdk.
Sidste samling inden EM er weekenden den 12.-13. marts, hvor der om søndange spilles testkamp mod Sverige U/18 udviklingshold. Den kamp spilles hos Pingvin i Trelleborg kl. 12.00.
Vi ønsker alle en rigtig god træning i weekenden.
Foto fra EM 2015: Tanja Hollerup.