Tidligere i år var Lindøspilleren, Sune Dogan, på rugbyrejse i Afrika. Sune rejste med organisationen Bhubesi Pride (Bhubesi betyder løve) og her deler Sune lidt indtryk med os fra de 3 måneder, hvor han var rejsende i rugby - og var med til at gøre livet lidt sjovere for børn i Uganda, Kenya og Tanzania.
"EBOLA-test! De første verber der råbes, af den ellers rare dame i hvid kittel og med maske på. Stedet er Entebbe lufthavn (Uganda). Eventyret med Bhubesi Pride er begyndt, solen hamrer i hovedet, man kigger sig rundt og føler sig hurtigt 50 år tilbage i tiden. Men folk er rare og imødekommende.
Jeg delte en taxa med John fra det Ebola ramte Sierra Leone, så ikke noget med at trykke hånd.
Jeg bliver samlet op af Operations Director, Oliver Munns, vi er i gang og skal hente resten af holdet i lufthavnen. Jeg ankom nogle dage før, og udforskede Kampala (Uganda) med lokal guide, det kan anbefales. Første uge bruges på uddannelse og forberedelse til de næste måneders arbejde. Vi får fornemt hjælp af Dan Cottrell (www.betterrugbycoaching.com). Derudover et par trænings sessions med Kampala Heathens, de er store, stærke og hurtige! Normalt ikke noget for en lille 9’er som mig.
Både Uganda, Kenya og Tanzania er fantastiske lande. Man føler sig velkommen, og deres lyst og iver til at socialisere sig med os, og lære af os er enorm!
Vi skal i gang med den primære opgave, nemlig børnene. Konceptet er at der trænes/leges et par timer 3-4 gange ugentligt, en turneringsdag. Turneringsdagen er en fest, og vindermentaliteten er enorm både hos børnene og lærerne (der skal man lige minde dem om hvorfor vi er der).
DRIPS er konceptet vi forsøger at indføre, hos børn og voksne
Discipline
Respect
Integrity
Passion
Solidarity
Derudover besøger G4S som er hovedsponsor skolerne, de holder små sessions om basale livsfærdigheders (vask hænder, børst tænder, pas din skole, vær en god ven).
Børnenes kærlighed til os er gennemtrængende, og livsbekræftende. De elsker at vi er der, fra første sekund!
Min tur breder sig rundt i Uganda, Kenya og sluttede i Tanzania. Grundkonceptet er det samme, men der er altid udfordringer TIA (This Is Africa), er en vending der bliver brugt i flæng, når for eks. Den lokale projektleder om morgenen har glemt at bestille bus til 300 børn. Tålmodigheden bliver ofte sat på prøve, for selvfølgelig er der udfordringer. Bekymringer og frustrationer er lynhurtigt glemt, når 300 børn danser, leger og spiller rugby det bedste de har lært."
Mere information:
Er du blevet inspireret af dette kan du se mere på organisationens hjemmeside: http://rugbyinafrica.org/. Man skal være 18 år og det er ikke gratis at deltage. Der er et "volunteer fee" som ikke inkluderer flytransport, visum, vaciner m.m. Men som du sikkert kan fornemme af Sunes artikel, så gør man en forskel og får en oplevelse for livet.
Der er ikke noget krav om tidligere rugbyuddannelse/erfaring.
DRU har ikke nogen aftale med firmaet og kender kun til det via Sunes oplevelser.