Vikingerne er kommet godt hjem fra Dubai efter en hård uge, der bød på intens træning efterfulgt af 4 hårde kampe i turneringen.
Nedenfor kan du læse lidt om oplevelsen fra Andy Nielsen og Nicolai Kipp. Sidstnævnte har efter turneringen valgt at stoppe som sevenslandstræner. Vi takker Kipp for 4 års hårdt arbejde med stor fremgang som følge.
ANDY NIELSEN OM DUBAI 2014
Så er Sevenssæsonen 2015 skudt igang for det danske herrehold! Det blev den med en uges træningslejr i Dubai med deltagelse i invitationsturneringen i Dubai 7s som afslutning.
Der var fra starten lagt op til en hård tur fra trænerteamet bestående af Nicolai Kipp, Steve Atkins og Kevin Steel. Og med ekspertstøtte fra den tidligere engelske sevenslandsholdsspiller Chris Cracknell, blev programmet lagt:
Dag 1 - Træning - breakdown-situationer; tacklinger og rucks
Dag 2 - Træning - angreb og fysisk træning i InnerFight Dubai
Dag 3 - Træning - forsvar
Dag 4 - Træning - opspark, klynger og indkast samt træningskampe med UR7s Academy og Tribe 7's
Dag 5 - Fridag før turneringen med tid til lidt sightseeing og afslapning
Dag 6 - Dubai 7's dag 1
Dag 7 - Dubai 7's dag 2
Samtlige træningspas blev gennemført med høj intensitet, og de nye input fra Chris blev taget godt imod hos både spillere og trænere. Forhåbentlig kan Chris fortsætte sit samarbejde med DRU, så vi også fremover kan udnytte hans viden fra hans mange år med England 7’s og som professionel rugbyspiller.
Dubai 7’s er et fantastisk arrangement. Stadion anlægget ”The 7evens” består af stadion med plads til 50.000 tilskuere, hvor World Series for både herrer og damer blev afviklet. Rundt om stadion er der seks flotte baner, hvor der konstant spilles kampe i de forskellige turneringer, og der blev virkelig spillet flot rugby. Vikingerne deltog sammen med 11 andre hold i International Invitation turneringen, som er den af turneringerne med den højeste standard med bl.a. deltagelse af flere landshold samt udvalgte hold med adskillige verdensklasse spillere. Vi tabte desværre alle tre kampe i vores pulje på 1. dagen til hhv. Belgien, Frankrigs udviklingshold samt de russiske 7’s mestre fra Moscow Saracens. Dog efter flot spil i specielt kampen mod Frankrig. Det betød, at dag 2 bød på Plate semifinale mod Polen, der sluttede som nr. 2 i forårets FIRA-AER 7s div. A. Det blev en rigtig god og jævnbyrdig kamp, som vi desværre tabte 17-14. Status efter turneringen blev derfor fire nederlag, men dog med rigtig flot spil og væsentlige fremskridt på mange punkter. Det skal blive spændende at følge op på dette, når vi starter den europæiske sæson i foråret.
Frem mod forårets turneringer er der planlagt forskellige arbejdsområder for både spillerne enkeltvis og som hold, og jeg er sikker på, at Dubai turen har været et vigtigt skridt i jagten mod oprykning til Grand Prix serien. Desværre bliver fremtiden uden Nicolai Kipp, der valgte at træde tilbage fra rollen som cheftræner efter turneringen. Nicolai har gennem de seneste år været en væsentlig faktor i udviklingen af det danske 7’s hold, og har en stor andel i den elite kultur, der er på holdet, og som skal drive holdet i fremtiden. Jeg er sikker på, at han bliver savnet hos spillerne, der nu ser frem til at få en ny træner på plads.
NICOLAI KIPP OM DUBAI OG TRÆNERSTOP
I er lige vendt hjem fra Dubai, hvad synes du at I har fået ud af turen?
Vi fik trænet en masse i ugen op til turneringen. Normalt har vi ikke så meget tid sammen som hold når vi er ude og spille turneringer, så det har været en rigtigt god uge. Vi havde Chris Cracknell til at hjælpe med træningen de fire første dage, og han kom med en masse gode input som vi alle lærte en masse af. Selvom vi ikke vandt nogen kampe, viste vi i vores sidste kamp mod Polen, at vi nu spiller lige op med de bedste hold i Division A. Det giver en god portion selvtillid forud for næste års EM.
Du har meddelt spillerne, at du stopper som landstræner. Hvad er begrundelsen for denne beslutning?
Som jeg fortalte spillerne i Dubai, er det en kombination af flere forskellige ting. Kort fortalt, så har jeg haft store ambitioner på holdets vegne, og haft meget høje forventninger til både mine egne, men også til spillere og lederes, indsatser. Selvom jeg er stolt af de resultater vi har opnået sammen, synes jeg ikke det er lykkedes os at få skabt et setup, der får det optimale ud af spillernes potentiale. Og hvis man som træner for et dansk landshold ikke tror på det er muligt at få det optimale ud af holdet, så skal man ikke længere være træner.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for samarbejdet til alle spillere, trænere og ledere som har været involveret i arbejdet med DK 7s de sidste fire år. Det har været en stor fornøjelse at arbejde med holdet.
Hvordan ser du Danmark Sevens komme videre – og måske endda til OL en dag?
Vi har rykket os meget de sidste fire år, og næste skridt er oprykning til GPS. Vi har uden tvivl potentialet til det. Fysisk ligger vi helt i top i division A, og matcher mange af holdene i GPS, på parametre som kondition, styrke og hurtighed. Det har været hårdt arbejde at nå dertil, og det er et område der fortsat bør have stor fokus, da der er andre områder hvor vi ikke helt kan matche de lande vi gerne vil sammenligne os med. For at vi kan løfte os det sidste stykke kræver det at spillerne tager endnu mere ansvar for at udvikle deres tekniske færdigheder når de er hjemme i klubberne, så vi bliver endnu bedre til at vinde restarts og vinde bolden i breakdown-situationer. Samtidig ser jeg gode perspektiver i fortsat at samarbejde med topspillere/trænere som fx Chris Cracknell.