Stine Sigh (Danmark Sevens og Odder Rugby Klub) er i øjeblikket udstationeret i England og har naturligvis taget støvlerne med til Oxford. Stine har tilspillet sig en vigtig plads på sit nye hold og fortæller her om sine oplevelser. Stort tillykke til Stine!
Da jeg kom herover havde jeg planer om at spille for Oxford Universitet, men valgte at spille for klubben Witney RFC, da de havde det bedste kvindehold i området.
Niveauet er rigtig godt, og jeg spiller bl.a. sammen med en tidligere landsholdspiller for Skotland og Royal Air Force (RAF) spillere. RAF-spillerne deltager i vores træninger og kampe engang imellem, da der ligger en flybase tæt paa Oxford. Nogle af RAF-spillerne, spiller også engang imellem for nogle af pro-holdene i England.
Mit hold spiller i National Challenge 1, som ligger nummer 3 i rækken ud af 6 divisioner. Næste skridt for os, ville altså være Championship og Premiership, som er toppen af engelsk rugby.
Jeg startede med at spille flanker, og har lige fra starten af fået fuld spilletid og fast plads på banen i alle kampe, selvom vi er 25-30 piger paa holdet. I sidste uge blev jeg efter trukket til side af min træner, som sagde at han ville have mig til at spille fast 10'er fremover. Han synes jeg havde gode hænder og han mente, at jeg kunne sætte gang i deres backline. Dvs. at jeg erstatter den tidligere landsholdspiller fra Skotland, Louise Gray.
Jeg er rigtig spændt og nervøs omkring mit ''nye job'' på banen. Jeg synes det er rigtig fedt, og ser det som et stort ansvar jeg ligepludselig skal til at have! Så alt i alt, går det rigtig godt med rugbyen herovre! Det sværeste har været, at skulle omstille sin Sevens hjerne til 15-mands ;-)