Rusland og Georgien har allerede sikret sig billetten til VM i New Zealand 2011. I morgen afgøres det så, hvem der går videre som 1'er fra ENC 1. division. Kampen spilles i Trabzon i Tyrkiet, hvor alle 6300 billetter er meldt udsolgt.
At kampen spilles på neutral grund skyldes den spændte politiske situation mellem de to lande - og at det bliver i Tyrkiet, er et valg i forhold til at der her arbejdes seriøst med rugby og på optagelse i FIRA-AER og IRB. Kampen er således et led i at promovere rugby i Tyrkiet. Ingen tvivl om at kampen havde kunne tiltrække mange flere tilskuere i Georgien - men det skal blive spændende at se, om ikke Tyrkiet snart er med på rugbykortet.
Vinderen af kampen (Georgien kan nøjes med uafgjort) går i VM gruppe B med Argentina, England, Skotland + play-off vinder. Taberen af kampen går i VM gruppe C med Australien, Irland, Italien og USA. Svært at vurdere, om det gør den helt store forskel i 2011, men et opgør mellem USA og Rusland ville helt sikkert blive interessant.