Mandag var IRB på besøg hos IOC i Lausanne. Her blev 7s rugby kandidaturet til optagelse på OL programmet fremlagt i form af en 20 min. film præsentation og 10 min. spørgetid. Næste led i processen er nu at vente på IOCs dom. De 7 sportsgrene, der søger optagelse, forventes at blive skåret ned til 4 over sommeren. Denne afgørelse træffes alene af IOCs øverste ledelse. De resterende 4 sportsgrene vil få en sidste chance for at fremlægge kandidaturet her i Danmark, inden den endelige afstemning blandt alle IOC medlemmer på kongressen i København til oktober (0-2 sportsgrene optages).
Rugby.dk erfarer fra pålidelige kilder, at Rugby og Golf er storfavoritter til endelig optagelse.
På hjemmesiden www.olympic-rugby.org, kan man give sit besyv med - i form af en underskriftsindsamling. Siden er ikke godkendt af IRB, men er dog stadig et besøg værd.