Lørdagens landskamp i Odense blev en meget spændende og seværdig kamp, der dog endte med slovensk sejr på 19-25 (14-13). Jonas Haaning fik inden kampen overrakt blomster af DRUs formand Ole Nielsen. Jonas spillede jubilæumskamp nr. 25 i Armenien - hvilket naturligvis blev markeret på hjemmebane.
Nederlaget til Slovenien betyder at Danmark er uden chance for at gå videre i VM kvalifikationen - men bestemt ikke ude af kampen om oprykning. Turneringen spilles over 2 sæsoner og der skal nok blive tid til at komme efter den kedelige start. Der var da også stor fremgang at spore i forhold til kampen for 14 dage siden i Ungarn. Det blev til 3 flotte og gennemspillede forsøg, et godt og hårdt arbejdende forsvar og solide tacklinger kampen igennem. Der skal dog stadig arbejdes på specielt indkast og supportspil - ligesom nogle beslutninger satte holdet under unødigt pres.
Det unge danske hold gav alt de havde og indstillingen til både træning og kamp fejlede bestemt ikke noget. Det skal blive rigtig spændende at følge holdet fremover - næste ENC kamp er den 11. april, hjemme mod Norge.
RC Odense leverede endnu engang de flotte rammer omkring arrangement på Odense Atletikstadion. Stor tak til alle, der gav en hånd med på dagen.
For mange af de danske spillere, var det første gang at de spillede foran et så talstærkt og medlevende publikum. Tak til opbakningen fra klubberne, vi håber at se Jer alle igen næste år.