Efter weekendens kamp mod Schweiz er det endnu mere vigtigt at få et godt resultat på lørdag i Armenien. Holdet rejser torsdag aften til Jerevan - og al information er at finde i download/landshold. Op til kampen mod Schweiz viste det sig, at Andy Grantham fra ARK ikke kunne spille de 2 kampe pga. skade i knæet. Derfor var DRUs ny tekniske chef lørdag at finde på reservebænken som nr. 22. Mikael Lai kom dog ikke på banen, men der var debut til Rasmus Mortensen (Aalborg) og Niels Bjerg Jensen (CSR), der begge blev skiftet ind i anden halvleg. Til kampen mod Armenien er Dennis Kvisgaard fra Holstebro udtaget - og ellers er der ingen ændringer i truppen.
Kampen spilles lørdag kl. 15.00 (12.00 dk tid - rettelse) og vi viderebringer naturligvis resultat m.m. her på siden. Vi er dog advaret om at telefonforholdene kan være lidt ustabile, men vi håber at få hul igennem straks efter kampen.