Lørdag tabte U/18 landsholdet en tæt kamp mod Ungarn med 17-5. Nu venter placeringskampe (5.-8. pladsen i gruppe C) og holdet spiller i morgen kl. 18.30 mod Letland (ikke som tidligere skrevet Sverige el. Israel). Vi ønsker naturligvis alle drengene held og lykke og bringer nedenfor seneste hilsen fra anfører, og årets talent 2007, Mads Jensen.
Lørdag den 16. marts:
"Efter gårsdagens ankomst var det nu tid til det alvorlige, nemlig vores første kamp ved EM, imod Ungarn. Formiddagen stod på træning på et træningsanlæg, som lå ca. 30 min fra vores hotel, hvilket selvfølgelig ikke er helt optimalt, men det er der ikke noget at gøre ved. Vi fik trænet igennem og spillet med de 15 mænd som startede. Alt i alt så det ganske fornuftigt ud og folk virkede klar og tændt på kamp.
Efter træningen skulle vi straks skifte til vores number 1's (blå skjorte, mørke bukser, DRU slips og blazer). Herefter var der frokost på hotellet, - mere pasta! Da de sidste rester var væk skulle vi af sted hen i mod det stadion, hvor kampen skulle spilles, vi ankom efter en times tid og blev ført hen i et afsidesliggende omklædningsrum, som lå godt 10 min fra banen. Vi gik ned til kampbanen for at tjekke den ud: ikke for hård og ikke for blød, og med græs på hele banen, - hvad mere kan vi forlange? Vejret var skyet og diset, men ikke koldt, så forholdene var helt fine!
Der var dog et problem inden kampstart, hvor Calvin havde glemt sin vigtige benskinne på hotellet, den blev dog hentet så Calvin var klar til 2. halvleg. Vi fik dog varmet op og folk blev tændte ved hjælp af en gammel "war chant" kaldet "Bota le le", tror jeg nok! Vi gik i samlet flok ned til banen, hvor vi straks skulle i gang med vores smukke nationalmelodi. "Der er et yndigt laaaand, det ståååår med … osv."
Kampen startede ud i et højt tempo, hvor begge prøvede hinanden af. Ungarn kom dog til deres første scoring, da deres center fra 5-meter linjen løb igennem og scorede. Vi fik dog scoret kort efter. Vi fik et indkast tæt ved deres trylinje og Mikkel scorede efter hele klyngen maulede den ind over linjen. Det efterfølgende spark lignede en sikker scoring, men bolden røg et par cm. under tværstolpen.
Kort før halvlegen fik de en scoring efter en misforståelse i kæden, uheldigt!
2. Halvleg startede ud i et højt tempo, hvor det mere lignede en dansk scoring, men uheldigvis løb en af deres store klyngespillere igennem og scorede til 17-5 som blev slutresultatet.
Efter kampen blev der afholdt en stille og rolig banquet, hvor diverse badges og flag skiftede hænder.
Efter alt dette kom vi, godt trætte, tilbage til hotellet, hvor der blev afholdt et lille spillermøde inden aftensmaden kom på bordet.
Man of The Match: Mikkel S. Jensen
Holdopstilling: 1. Mathias 2. Casper 3. Jeppe 4. Kåre 5. Hulk/Klump (Anders) 6. Louis 7. Jens 8. Mikkel 9. Niklas 10. Emil 11. Thore 12. Mads 13. Mark/Calvin 14. Simon 15. Fatih."
Søndag den 16. marts:
"Efter gårsdagens hårde kamp var det godt med en god nats søvn, hvor vi endda fik lov til at være ude til kl. 22.30 (!!!!)…
I dag stod den på 2 træningssessioner, hvor den første gik ud på afleveringsteknikker, da vi ikke havde det på plads imod Ungarn. Vi fik sat diverse teknikker på plads. Efter 2. Træning fik vi sat aflevering i kontakt osv. på plads, og folk fik virkelig lært noget. – Sådan skulle det også helst være!
Vejret er skiftet lidt om, så nu er det rimelig overskyet og diset om morgenen, temperaturen er stadig over de 10 grader, så det er varmere end kolde Danmark!
Stemningen i lejren er stadig god og folk hygger sig med hinanden, sådan skal det være! Rory har givet sine assistenter øgenavne, så Kenneth er "Dampbarn" og Dennis er "Krøbling". Haha! Hulk blev pludseligt kaldt for "Klump". Alt dette er med til at vi alle har noget af grine af, ellers griner vi bare af Rorys danske og Kenneths fynske… haha.
I morgen skal vi træne med det franske ungdomslandshold eller blive trænet af deres trænere, jeg ved det ikke helt! Men uanset hvad, så bliver det spændende."