Det danske landshold tabte i dag testkampen mod British Army Germany med 29-7 (10-0). BAG stillede med et stærkt hold, der mand for mand var danskerne fysisk overlegende. Landstræner Chris Adby kan dog tage mange positive ting med fra kampen. Holdet fik afprøvet nye spilsystemer og klynger/indkast fungerede tilfredsstillende. Det danske forsøg blev scoret af Kevin Steel (Odense) og omsat af Morten Rune Nielsen (FRK). Jonas Haaning (FRK) blev kåret som bedste danske spiller.
Der var ikke mange tilskuere til kampen i Erritsø - forhåbentlig bliver der anderledes fyldt på Odense Atletik Stadion, når det på lørdag gælder ENC kampen mod Sverige (kl. 13.00).
Netop Sverige spillede i dag mod Armenien i Helsingborg. Her blev det til hjemmesejr på 24-0 (7-0) - mod et armensk hold der så træt og opgivende ud fra start til slut.
Mon ikke der er lagt op til endnu en tæt og spændende kamp mellem Danmark og Sverige på lørdag - og meget gerne med omvendt overskrift end denne artikles.