Arrangørerne bag Copenhagen Beach Rugby havde den danske sommer med sig, da man i lørdags afviklede turneringen på Amager Strandpark. Høj sol og 27 grader (23 i vandet) gav perfekte forhold for de 6 deltagende hold. Opvarmningen bestod i at fjerne sten i sandet og herefter blev der spillet 6-mands strandrugby til stor fornøjelse for både spillere og tilskuere. Finalen blev vundet af Los Penes Amarillos (anført af Rasmus Birkemose) med 20-15 over Amish Pilgrims (anført af Johannes Soussan).
Finalen måtte ud i forlænget spilletid, da stillingen var 15-15 efter den ordinære kamp (3x5 min.).
Bransholmd Cottonbombers blev nr. 3, Den Danske Mafia nr. 4, Andys Animals nr. 5 og Southern Cowboys nr. 6.
Marquis de Sailor fra Den Danske Mafia blev kåret som turneringens bedste spiller - en turnering der bød på masser af teknisk god og underholdende rugby.
Det er allerede besluttet at turneringen afholdes igen næste år - billeder fra dette års stævne kan bl.a. ses på www.csr-nanok.dk (galleri).
Holdene mødes igen på lørdag på ARK Park, hvor der spilles Lai 7s (på græs!).