Af hensyn til de deltagende klubber i årets pokalkvartfinaler, har DRUs turneringsudvalg valgt at fremskynde lodtrækningen til kampene. Denne skulle have fundet sted på repræsentantskabsmødet, men vil nu i stedet blive foretaget af DRUs bestyrelse på førstkommende møde, tirsdag den 21. februar. Dette giver klubberne bedre mulighed for planlægning frem til kampene den 29. april.
De 8 kvartfinalister er: Speed, FRK, CSR, Holstebro, Exiles, Lindø, ARK og Aalborg. Der foretages åben lodtrækning (alle kan møde alle) og det først trukne hold i hver kamp har hjemmebane.
Resultatet af lodtrækningen vil kunne ses her på siden på onsdag (samt på infosport).