Som ny rytter har du ofte en række spørgsmål om undervisningen, hestene og udstyr med videre...
Her har vi samlet de oftest stillede spørgsmål. Vi håber du/i bliver glade for at gå til ridning.
Udstyr:
Det eneste udstyr du skal have med er en ridehjelm. Her kan en cykelhjelm også bruges, indtil du får købt en ridehjelm. Det er dog muligt at låne en ridehjelm af elevskolen, indtil du får din egen.
Derudover skal du sørge for at have en par bukser, gerne uden indvendige søm og i et elastisk materiale. Dette er så du ikke risikere at få gnavesår, for eksempel fra syningerne.
Gummisko og sandaler egner sig af sikkerhedsmæssige årsager ikke til ridning. Vi anbefaler en støvle/gummistøvle uden snørrer og gerne med lidt hæl til opstart, hvis ikke du allerede har dine egne ridestøvler.
Du kan sagtens vente med at købe hjelm, ridebukser og støvler, indtil at du er sikker på at ridning er noget for dig.
Undervisning:
Undervisningen varer 45 minutter og har maks, 6 elever på hvert hold - Dette er for at fremme den enkelte elevs læring, udvikling og behov.
Har du ikke prøvet at ride før, skal mor eller far være forberedt på at trække rundt med hesten indtil tryghed og balance er etableret. Vi er en frivillig forening og har desværre ikke økonomi til at betale for trækkere på holdene. Vi har dog nogle frivillige piger og drenge, som kommer og hjælper på holdende. Det er derfor ikke en garanti at der altid er nogen til at hjælpe dig/dit barn. Derfor skal du selv være forberedt på dette.
Vi forsøger at gøre undervisningen så varieret som muligt. Derfor vil der foregå både spring, dressur, ponygames og småture m.m.
Ligeledes for at klæde både rytter samt forældrene bedre på "at gå til ridning" vil undervisningen løbende blive erstattet af teoritimer (i stald, opsadlning, håndtering m.m.) For eksempel hvordan man sadler op og af, strigler, eller læser hestens signaler og behov m.m.
Vi er altid åbne for ønsker ift. teori og undervisningen.
Sikkerhed:
- Ved omgang med hestene, skal alle under 16 år bære ridehjelm
- Alle skal bære lukkede sko
- Der må ikke råbes, skriges og løbes i stalden, da dette kan skræmme hestene.
- Din ridehjelm skal være godkendt efter sikkerhedsgodkendelsen VG1 eller EN1384 2017 eller nyere. Du kan få hjælp til at tjekke dette ved din underviser eller i rideudstyrsbutikken, hvis du er i tvivl.
- Der skal altid bæres en sikkerhedsgodkendt sikkerhedsvest, når der springes eller rides tur, når du er under 18 år. Dog anbefaler vi alle at have det på.
Der må under ridning på hold ikke bruges mobil telefoner.